Lemken tilbage i Nørre Højrup
Efter en fireårig pause som forhandler af Lemken maskiner, er O. Søndergaard & Sønner igen klar med et bredt sortiment fra den tyske fabrikant.

O. Søndergaard & Sønner forhandler igen blandt andet såmaskiner fra tyske Lemken. Arkivfoto
- Vi har bestilt maskiner til foråret, og glæder os til de kommer. Dog har den store ordretilgang gjort, at produktionen hænger efter, som hos alle andre. Men når der igen kommer rigtigt gang i produktionen, så er Lemken maskiner tilbage i forretningen, fortæller Lars Søndergaard fra O. Søndergaard & Sønner i Nørre Højrup.
O. Søndergaard & Sønner har tidligere haft forhandling af Lemken i perioden 1993 til 2018, og er godt kendte med kvaliteten og produktsortimentet. Derfor har de også fortsat siden 2018 løbende serviceret de mange maskiner, der er solgt i den 25 årige periode.
Fornuftigt lager
- Vi har sørget for at bibeholde et fornuftigt lager med både reserve- og sliddele, så vi har aldrig haft sluppet kontakten. Men nu kan vi – med den indgåede aftale – handle direkte igen, og det er selvfølgelig en fordel for vores kunder, siger Lars Søndergaard.
Han fremhæver, at Lemken er meget stærk på især såteknik og plove, ligesom de har et bredt program inden for jordbearbejdning i form af forskellige typer harver.
Mange maskiner ude at køre
Lars Søndergaard imødekommer Lemkens tilbagevenden i forretningens sortiment med positiv forventning.
- Vi har mange af deres maskiner ude at køre, så det vil vi glæde os til fortsat at kunne bidrage med.
Han understreger, at den nye aftale ikke har indflydelse på forhandlingen af Amazone maskiner, som O. Søndergaard & Sønner startede forhandlingen af i 2019.