Kendt ansigt skal stå i spidsen for LandboGruppen

Jens Ravn er tidligere landboforeningsformand og har vurderet og solgt landbrugsejendomme siden 2014.

Den 1. december tiltrådte Jens Ravn som ny chef for LandboGruppen MidtØst og Fyn, der er en af de største af de landsdækkende LandboGruppen-selskaber.

- Jeg er naturligvis meget glad for at kunne byde Jens Ravn velkommen som ny chef for LandboGruppen. Virksomheden har gennem årene udviklet sig flot, og jeg er helt tryg ved, at Jens formår at fortsætte den udvikling. Der er ingen tvivl om, at landmændene vil få stor glæde af Jens’ evner, uanset om de skal have vurderet, købe eller sælge en ejendom, siger Jacob Christiansen, adm. direktør i Velas.

Skal udvikle yderligere

LandboGruppen MidtØst og Fyn beskæftiger otte medarbejdere foruden den nye chef. Som en stor spiller inden for ejendomshandel i dansk landbrug, vurderer og sælger de landbrugsejendomme over hele landet.

- Jeg er stolt over at kunne få lov til at stå i spidsen for et så veldrevet selskab som LandboGruppen MidtØst og Fyn, og jeg glæder mig til at komme i gang og holde gang i væksten. Der er ingen tvivl om, at det er en veldrevet virksomhed med meget dygtige medarbejdere over hele linjen, som brænder for det, de laver. Det bliver rigtig godt, siger Jens Ravn.

Tidligere mælkeproducent

Jens Ravn har siden 2014 været landbrugsmægler hos LandboGruppen Jysk, hvor han har vurderet og solgt landbrugsejendomme. Før sit virke i LandboGruppen var han aktiv mælkeproducent frem til 2007. I en længere årrække aktiv i landbrugets organisationer. Derudover har han også været vurderingssagkyndig for DLR Kredit.

 

Læs også