Vennepar kører videre – hver for selv

Jonas Wallin og Emil Degn Jensen har hver især købt maskiner af Niemanns Maskinstation og fortsætter som selvstændige i hver sit firma.

Birger Niemann har tre børn – to sønner og en datter – sammen med hustruen, Jeanette Niemann, men ingen af børnene har ønsket at køre familievirksomheden videre, og det blev derfor Jonas Wallin og Emil Degn Jensen, som – hver for sig – nu har overtaget stafetten.

Både Jonas Wallin og Emil Degn Jensen har købt relevante maskiner af Niemanns Maskinstation, hvor de også fortsat får deres daglige gang, da de begge lejer bygninger til deres maskiner på deres gamle »hjemmebane«.

- Birger og jeg har længe snakket om muligheden for, at jeg skulle overtage forretningen på et tidspunkt, og jeg er glad for den aftale, vi har lavet, fortæller Jonas Wallin, der er indehaver af firmaet Engtoft Entreprise ApS.

- Jeg havde nemlig ikke rigtig lyst til at overtage det hele, fordi det så ville blive for stort, påpeger 38-årige Jonas Wallin, der er uddannet maskinfører og gennem hele 21 år har arbejdet for Birger Niemann.

Hår på brystet

Gennem de seneste fem år har Emil Degn Jensen også været med på lønningslisten. Han er uddannet landmand fra Landbrugsskolen Sjælland i Høng og har tillige en uddannelse som produktionsleder fra Dalum Landbrugsskole.

- Jeg vil gerne være selvstændig landmand, men min far (landmand Torben Jensen, red.) er endnu ikke klar til, at jeg skal overtage gården, så det må vente, siger Emil Degn Jensen, der er 25 år.

- Birger spurgte mig så, om jeg var interesseret i at overtage noget af firmaet, og det synes jeg lød spændende. Det kan give mig noget hår på brystet, siger Emil Degn Jensen, der elsker at køre maskiner og nu har etableret Emil Jensens Maskinstation.

- Emil og jeg snakker vildt godt sammen, og vi ses også privat, så det er rigtig godt, det er endt, som det er, påpeger Jonas Wallin, der bor blot 800 meter fra Emil Degn Jensen ved Hårlev på Stevns.

Læs også