Hvis skadedyrsbekæmperne møder en lukket dør ved virksomhedsbesøg, så skal de fremover inspicere virksomheden udefra. Kommunerne tager nemlig hul på sæsonens skadedyrsinspektion med nye og skrappere regler, der er trådt i kraft i år.
- Hvis der ikke er nogen hjemme, så tillader vi os at gå rundt på de udendørs tilgængelige arealer for at se, om der er spor af rotter på ejendommen, siger ingeniør Peter Fabrin fra Silkeborg Kommune til DR Østjylland.
Reglerne er blevet strammet for kommunernes kontrol med rotter og andre skadedyr på for eksempel landbrug, hundekenneler og steder, hvor der bliver opbevaret fødevarer.
- Som udgangspunkt har jeg ikke så meget imod det, siger Frede Lundgaard Madsen, formand for Landboforening Midtjylland til dr.dk. Han appellerer til de folk, der inspicerer ejendomme, at de er meget bevidste om smitterisikoen i forhold til husdyr, siger han og nævner afrikansk svinepest.

Handlingsplan mod rotter

Det er Venstre, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre, der sidste år vedtog en handlingsplan for forebyggelse og bekæmpelse af rotter.
Planen giver blandt andet landmænd større muligheder for selv at anvende rottegift på deres ejendom. Den skal også give blandt andre grovvareselskaber og boligselskaber mulighed for at have deres egne autoriserede rottebekæmpere ansat, skriver dr.dk.

Afrikansk svinepestBusiness