Europas største sukkerkoncern, Südzucker, med hovedkvarter i Mannheim i Tyskland har ifølge Reuters besluttet at lukke fem af koncernens sukkerfabrikker.

Siden udløbet af EU's markedsordning for sukker i 2017 har overproduktion udløst et voldsomt prisfald på sukker både i EU og på verdensmarkedet.

Ved at lukke de fem midteuropæiske sukkerfabrikker fjerner Südzucker omkring 700.000 tons sukker fra det overfyldte marked.

To tyske sukkerfabrikker i henholdsvis Brottewitz og Warburg med en årlig produktion på 200.000 tons sukker bliver lukket allerede om få måneder.

I det sydøstlige Polen lukkes sukkerfabrikken i Strzyzow, der årligt producerer 50.000 sukker og resten af produktionsnedskæringen hentes ved at lukke to franske sukkerfabrikker.

Planen for Südzucker er at spare omkostninger for samlet 100 millioner euro årligt.

De faldende sukkerpriser på verdensmarkedet forventer Südzuckers bestyrelse nemlig vil koste koncernen mellem 100 til 200 millioner euro i 2018/2019.

Meddelelsen om de hurtige lukninger af fem sukkerfabrikker fik omkring 350 landmænd og ansatte på de berørte sukkerfabrikker til at samle sig foran Südzuckers hovedkvarter i Mannheim.

De protesterede mod, hvad de opfattede som en for hurtig beslutning.

De to danske sukkerfabrikker er en del af Nordzucker-koncernen, som i december meldt om besparelser på 150 millioner kroner primært indenfor administration.

Business