Velkommen hos Velas i Vissenbjerg

- Det er et godt navn, som sender nye klare signaler, om den nye identitet og den retning vi vil med vores nye fælles virksomhed, siger Centrovice-formand Torben L. Povlsen i forbindelse med offentliggørelsen af det nye navn og logo for rådgivningsfusionen med LMO.

Velas. Det blev navnet på fusionen mellem rådgivningsvirksomhederne Centrovice på Fyn og jyske LMO.

Det nye navn er rent faktisk hentet ned fra himlen, inspireret af stjernebilledet Vela, kendt som Sejlet, der symboliserer fremdrift.

Logoet er en stjerne med fire klare takker. Den skal symbolisere Velas’ rolle som en ledestjerne på himlen, der viser vej, lød forklaringen i forbindelse med offentliggørelsen af det nye fælles navn og hjerterøde logo forleden.

 

Fint resultat

- Det er et rigtigt godt navn, vi her har fået leveret af et professionelt bureau i Århus. Det sender nye klare signaler, om den nye identitet og den retning vi vil med vores nye fælles virksomhed og for vores medlemmer og kunder, pointerer Torben L. Povlsen, der som formand for Centrovice er bestyrelsesmedlem i Velas.

Medlemmerne får selvfølgelig nu korrespondance og mails med Velas-logoet og på faktura til de fynske kunder er det et nyt CVR-nummer (det hidtidige cvr-nummer fra LMO I/S, som er blevet videreført).

- Ellers er det meste uforandret, understreger Torben Povlsen. Det er det samme rådgivningsselskab og medarbejdere, som man vil møde fremadrettet. Og til det prisniveau, som medlemmerne og de øvrige kunder hidtil har kendt.

- Men, fortsætter han, hvor der nu bliver yderligere ekspertise at trække på ved specialrådgivning.

 

Erhvervskunder

Til øvrige segmenter end landbrug vil Velas i endnu stærkere grad kunne levere stjernerådgivning med fremdrift, ikke mindst med det løft, som LMO her kommer med.

- Det er et stort potentiale, som vi vil udvikle yderligere. Erhvervslivet får flere og flere fælles ting i forhold til landbruget, typisk når det gælder selvejere og ejerdrevne virksomheder. Modsat får flere landbrugsbedrifter med tiden en selskabsmodel, som kendes fra øvrige erhverv, nævner Torben Povlsen.    

Også områder som for eksempel skatterådgivning vil den store erhvervsafdeling i Velas kunne trækkes på for landmænd, der måske har noget af driften i personligt eje og andet i selskabsform.

 

Flere faglige arrangementer

Den fynske landboforeningsformand slår fast, når det gælder faglige arrangementer, at her vil der for kunderne fortsat være et stort udbud i det nye medejerskab af landets nu største rådgivningsselskab.

- Der bliver ikke færre aktiviteter på Fyn, tværtimod. Nogle møder vil måske kunne sammenkøres med det sydjyske område af Velas, netop for at gøre udbuddet og kvaliteten endnu bedre.

I det hele taget glæder Torben Povlsen sig over, at hele fusionsfasen og implementeringen af den nye organisering er gået så hurtigt og er godt undervejs.

- Naturligvis har der været små bump på vejen. Edb-systemer, som ikke lige spiller sammen og andre småting. Men hvis der ikke rammes rigtigt med et sådant projekt, giver det uro i medarbejderstaben. Det oplever vi heldigvis ikke, tværtimod. 

Velas I/S

Rådgivningsvirksomheden Velas er resultatet af fusionen mellem LMO og Centrovice

Virksomheden har godt 600 medarbejdere fordelt på seks kontorer i Jylland og på to Fyn (Vissenbjerg og Ærøskøbing). Omsætningen er knap 400 millioner kroner årligt

Velas I/S ejes af otte jyske landboforeninger samt en fynsk

 

 

 

 

Læs også