Solid dansk kornvalse har igen vind i sejlene
Interessen er stor for de danske Mortensens Kornvalser der i dag produceres og sælges af Ole Hansens Smede- & Maskinservice i Sydjylland, der overtog produktionen i 2015

En nyindrettet servicebil gør Ole Hansen og kollegerne i stand til at rykke ud i landet og servicere Mortensen-kornvalser ude hos landmændene.
Det er kvalitet, når det er bedst – de danske Mortensens Kornvalser, som landbruget både herhjemme og i udlandet, har kendt gennem årtier.
Efter en længere produktionspause, overtog Ole Hansens Smede- & Maskinservice ved Føvling i Sydjylland, i 2015, produktionen af Mortensen-kornvalserne. I forvejen havde man i mange år produceret reservedele til, og serviceret valserne.
- Vi leverer mange nye valser til Mortensens Kornvalser, der stadigvæk er meget efterspurgte, forklarer Ole Hansen, der ikke bare producerer nye Mortensens Kornvalser, men også får brugte Mortensen-kornvalser ind på værkstedet – kornvalser, der er både 10, 20 og endda langt over 30 år gamle.
Efter en renovering med nye valser, er de klar til endnu mange års tjeneste hos deres respektive ejere.
Både Danmark og udlandet
- Mortensen-kornvalserne har været væk fra markedet i 6 – 7 år. Nu producerer vi nye kornvalser igen, fortæller Ole Hansen, der har oplevet stor interesse for de solide Mortensen-valser, som der findes mange af både i Danmark og i udlandet.
Selv har han solgt en af de nye kornvalser til danske landmænd, samt en enkelt til Norge, og målet er at det øvrige Skandinavien og lande som Tyskland, Holland og Frankrig, også skal valse korn på en Mortensen-kornvalse – præcist som de har gjort for år tilbage.
Flere forskellige størrelser
Mortensen-kornvalserne er gennem tiderne blevet produceret i mange udgaver og størrelser.
I forbindelse med overtagelsen af produktionen af valserne, har man hos Ole Hansens Smede- & Maskinservice valgt at strømline programmet til fire modeller fra den mindste model 150 SH over de mellemstore modeller 250 SH og 500 SH til den helt store model 700 S.
- Vi laver disse fire modeller, men har alle skabelonerne til de øvrige modeller, der er blevet produceret gennem tiden, forklarer Ole Hansen, der dog understreger, at det er de fire nuværende modeller i model-programmet, man primært satser på.
Priserne ligger fra små 30.000 kroner for mindste model op til 200.000 kroner for den største model.
Fokus på salg og service
Sidste år valgte Ole Hansen at deltage som udstiller på Ribe Dyrskue med Mortensen-valserne. Og han blev positivt overrasket over den modtagelse kornvalserne fik:
- Der var rigtig mange, der kom ind på standen og fik en snak. Mange af de ældre landmænd kan jo huske Mortensen-kornvalserne langt tilbage, forklarer Ole Hansen.
Og han er klar på endnu mere dyrskue-deltagelse i år:
- Vi har et mål om at deltage på 3 – 4 dyrskuer i år, fortæller Ole Hansen, og tilføjer, at man helt sikkert vil deltage i Ribe igen, men i år også har, især Landsskuet i Herning og muligvis også Det Sønderjyske Fællesdyrskue i Aabenraa, i kikkerten.
På service-siden har man indrettet en nyindkøbt servicebil, der kan komme rundt i landet og servicere Mortensen-kornvalser ude hos landmændene.
- Vi rykker ud landsdækkende og som noget nyt har vi lavet vores egen ”lånevalse”, hvor landmænd kan låne en valse af os, mens vi har deres egen valse med på værkstedet, og det oplever vi, at mange er rigtig glade for. Mange hjemmeblandere valser jo korn til foder på nærmest daglig basis, forklarer Ole Hansen, der med et smil også nævner ”ulepmen” ved lånevalsen:
- Nogle gange får vi nemlig ikke lånevalsen med hjem igen. Nogle vælger at købe og beholde lånevalsen efterfølgende.