Nord-West noteringen er i dag uændret 39,00 euro og noteringen for 8-kilos grise er ligeledes uændret 25,40 euro.
Situationen på smågrisemarkedet har ikke ændret sig. Stort set er der ingen problemer med at sælge smågrise, men i enkelte tilfælde kan det være vanskeligt at finde en aftager til frie smågrisepartier. De fleste smågrisenoteringer i Nordeuropa er derfor stabile. Kun hvis den tyske slagtesvinenotering skulle ændre sig markant, forventer tyske markedsinteressenter også en noteringsændring på smågrisemarkedet.
Det tyske slagtesvinemarked er imidlertid stabilt, og prisændringer p.t. usandsynlige. Udbuddet af slagteklare grise passer fint til slagteriernes nuværende efterspørgsel. På kødmarkedet kan man konstatere prispositive impulser fra Kina, men det europæiske hjemmemarked er fortsat stabilt. Ikke desto mindre håber nogle tyske markedsinteressenter på en mindre noteringsstigning ved månedsskiftet, men de fleste går for tiden ud fra, at den tyske slagtesvinenotering ikke vil ændre sig i den nærmeste fremtid.
Den tyske VEZG-smågrisenotering indikerer, at Nord-West noteringen også i næste uge er uændret 39,00 euro (328 kr. inkl. vægtregulering), skriver Danske Svineproducenter i en pressemeddelelse.