Minister vil give danskerne flere nye skove tæt på byerne

Der skal mere natur i Danmark, og derfor vil miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen have kortlagt, hvor der mangler bynære skove i Danmark.

Der kommer mere skov i Danmark. Naturstyrelsen er i gang med at omdanne tidligere landbrugsarealer til nye skove i blandt andet Oksbøl Skov i Sønderjylland, Himmerig Skov i Østjylland og Nordmandsskoven på Sjælland.

I alt blev der sidste år plantet 211 hektar ny statsskov fordelt på otte steder i Danmark. Det svarer cirka til én million træer. Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen vil gerne have, at det tal skal være endnu højere fremover. Derfor har ministeren sat gang i en kortlægning af, hvor der mangler nye, bynære skove.

- Nye skove beskytter både drikkevand og trækker vores klimaregnskab i den rigtige retning. Samtidig gør det en kæmpe forskel i hverdagen for dig og mig, at der ikke er langt til grønne grene og fuglefløjt. Derfor skal vi have flere nye skove tæt på byerne, så vi rykker naturen tættere på danskerne, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.

Kortlægningen skal udføres af Københavns Universitet og skal være færdig senere i år.

Fem kvadratmeter ny skov per dansker

De seneste ti år er der etableret 3.000 hektar nye statslige skove i hele landet tæt på byerne. Det svarer til over 37.000 parcelhusgrunde eller omkring fem kvadratmeter ny bynær skov per dansker. De nye skove bliver etableret i samarbejde med kommuner og lokale forsyningsselskaber, der finansierer mellem 50 og 100 procent af udgifterne til jordkøbet til de nye skove.

Analysen skal danne grundlag for nye samarbejder. Samtidig skal Naturstyrelsen undersøge mulighederne for at udvide nogle af de nye skove, der allerede er plantet, i samarbejde med f.eks. kommuner og forsyningsselskaber.

- Mange kommuner og forsyningsselskaber har allerede givet sig i kast med at investere i ny skov, der skyder op landet over. Det gælder om, at endnu flere får øjnene op for gevinsten ved at plante ny skov, og at vi gør det attraktivt og overskueligt for kommuner og forsyningsselskaber at gå i gang, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Naturstyrelsen har i dag omkring 25 aktive skovrejsningsprojekter i samarbejde med forskellige kommuner og forsyningsselskaber fordelt over hele landet.

Her er der plantet skov i 2018

74 hektar i Oksbøl skov på Als.

9 hektar i Slotved Skov ved Sindal

50 hektar i Bjerre Skov ved Ribe

37 hektar i Himmerig Skov ved Hinnerup

13 hektar i Greve Skov

14,5 hektar i Nordmandsskoven ved Skibby

8,5 hektar i Aars Skov

5,5 hektar i Nørager Skov

Læs også