Lars og Henrik har serviceret nordjyske landbrug i 65 år
Den ene ved alt om planteavl, og den anden har fuldstændig styr på grisene. Nu fylder DLG´s salgschefer Lars Silkjær og Henrik Nielsen tilsammen 100 år, og selvom de tidligere var konkurrenter, så har de altid arbejdet mod et fælles mål om at give størst mulig værdi til de nordjyske landmænd.

Fredag den 12. november er der reception for Lars Silkjær (t.v.) og Henrik Nielsen, DLG, som begge er fyldt 50 år. Foto DLG
De tøver ikke med at kalde hinanden for guruer inden for deres respektive områder – naturligvis med et smil på læben. Lars Silkjær og Henrik Nielsen har tilsammen mere end 65 års erfaring i grovvarebranchen, og det er noget, som kunderne nyder godt af og har nydt godt af gennem årene.
Nu fylder de to salgschefer 100 år tilsammen, og det bliver fejret ved en reception for kunder, kollegaer og forretningsforbindelser på hjemmebanen i Vrå.
Hvis man spørger deres chef, Mogens Andresen, der er segmentdirektør i DLG, er Lars og Henrik »den ægte DLG-vare«.
- Lars og Henrik er et par fyrtårne i det nordjyske landbrugserhverv, og det har de efterhånden været i en lang periode. De er loyale og arbejdsomme, de har respekt for hinanden, og ikke mindst gør de alt for at give kunderne den bedste service, siger Mogens Andresen.
Fra konkurrenter til kollegaer
Til daglig arbejder både Lars og Henrik ud fra kontoret i Vrå, hvor de har ansvaret for DLG´s aktiviteter inden for erhvervslandbrug i Nord-, Midt- og Vestjylland, når det gælder planteavl og griseproduktion. Siden 2018, hvor Henrik begyndte i DLG, har de to fødselarer arbejdet sammen for at give DLG´s landbrugskunder den bedste betjening og rette service.
Lars Silkjær begyndte som elev tilbage i 1988 i det, der tidligere hed KFK, som sidenhen blev overtaget af DLG. Lars har primært beskæftiget sig med planteavl i sin karriere, hvor han i dag er salgschef for erhvervslandbrug i Nord-, Midt- og Vestjylland.
Henrik Nielsen har igennem en årrække været tilknyttet Danish Agro, men i 2018 skiftede han til DLG, hvor han i dag er salgschef for svineområdet – også i Nord-, Midt- og Vestjylland.
De to fødselarer glæder sig til at byde kunder, kollegaer og forretningsforbindelser velkommen til deres reception, som finder sted fredag den 12. november fra 12.30 til 16.00 i Idrætscenter Vendsyssel i Vrå.