Lad medarbejderen lære om ledelse
»Managing Pig Production« er et nyt kursus, der ruster medarbejdere til at blive bedre ledere. Det er Seges Innovation der står bag kurset og de udbyder nu et nyt forløb i oktober-november, der gør deltagerne skarpe på persontyper, kommunikation og ledelsesværktøjer.

Kurset Managing Pig Production klæder nøglemedarbejdere bedre på til at blive bedre ledere. Arkivfoto: Camilla Bønløkke
Gode ledere er ofte vigtigt for at skabe en god arbejdsplads. Hos dansk griseproduktion er det også tilfældet. Derfor udbyder Seges Innovation hvert år et kursus til driftsledere for at give dem de værktøjer, som kan hjælpe dem i hverdagen og et nyt forløb på engelsk starter fredag den 11. oktober på Dalum Landbrugsskole.
Anders Jakobsen, der er ejer af Protekta Farms ved Kalundborg, har sendt flere af sine medarbejdere på kurset. Det gør han, for at de kan lære noget nyt om det at lede andre medarbejdere.
- Vi har brug for at få opgraderet nogen af vores bedste medarbejdere. Det har vi mulighed for med Managing Pig Production. De medarbejdere, vi sender afsted, er typisk afdelingsledere i forvejen og skal blive bedre til at håndtere medarbejderne og stole på deres kompetencer, siger Anders Jakobsen i en artikel på svineproduktion.dk.
Her tilføjer han endvidere, at kommunikation og motivation er forbedret i det daglige, efter nøglemedarbejderne hos Protekta Farms har deltaget i »Managing Pig Production«.
Bedre kommunikation
En af Anders Jakobsens medarbejdere, der deltog ved kurset i november 2021, var Algirdas Asmanavicius. Han er fra Litauen og har arbejdet hos Protekta Farms i otte år. En af de kompetencer, som han har erhvervet sig efter deltagelse i Managing Pig Production, er varetagelsen og introforløbene af nye medarbejdere på bedriften.
- En af de egenskaber, jeg synes er vigtigt at kunne som leder, er at kommunikere. Førhen lærte vi folk op ved at vise dem opgaven en til to gange, hvorefter de selv skulle varetage den. Men jeg fandt ud af via kurset, at jeg skulle være mere synlig i de første uger af deres ansættelse, fortæller Algirdas Asmanavicius blandt andet i artiklen på svineproduktion.dk, hvor han uddyber sine erfaringer med kurset.
Nyt kursus i efteråret
Det næste forløb i Managing Pig Production starter som nævnt fredag den 11. oktober. Her kan man som deltager blandt andet få værktøjer til at forbedre sine lederkompetencer og skabe den gode relation til medarbejderne.
Derudover får deltagerne viden om, hvordan medarbejdernes motivation kan øges, hvordan hverdagens kommunikation kan forbedres, samt hvordan de håndtere konfliktsituationer.
Kurset kommer til at foregå på Dalum Landbrugsskole i tre moduler: Modul 1 (inkl. overnatning): den 11.-12. oktober, modul 2: den 1. november og modul 3: den 29. november.
Læs mere om kursus og tilmelding på svineproduktion.dk.