Satiretegninger på Vestermølle

Der var fernisering af »Julius-tegninger« og overækkelse af donationer, da Vestermølle Møllelaug forleden havde inviteret indenfor.

Vestermølle Møllelaug, Skanderborg, har holdt fernisering på en udstilling af 120 af cartoonist Jens Julius Hansens bladtegninger gennem mere end 50 år. Udstillingen er en forløbet for et Galleri Julius, som i 2023 ventes åbnet i hovedbygningen på Vestermølle.

I forlængelse af åbningen af udstillingen modtog Vestermølle Møllelaug fra landboforeninger i Østjylland og på Samsø 175.000 kroner til det videre kulturpolitiske arbejde på Vestermølle ved Skanderborg Sø. Mejeriforeningen var mødt op i samme ærinde med en check på 125.000 kroner.

Møllelauget er i færd med at udvikle et Museum Vestermølle i hovedbygningen. Her kommer en udstilling om Danmarks udvikling siden stavsbåndets ophævelse i 1788 til i dag – med hovedvægt lagt på andelsbevægelsens fremkomst i 1880’erne og senere tilpasningsevne frem til de andelsejede selskabers samfundsmæssige betydning.

Som optakt hertil anlægges i de kommende måneder i Vestermølles have og rundt om mølledammen et mindeanlæg, der tager udgangspunkt i det nationalt resultatrige virke, som Kirstine og Anders Nielsen stod for fra 1885 og 40 år frem med baggrund i hans formandspost i Skanderborg Landboforening.

Julius begyndelse

Det begyndte med en tegning i Silkeborg Avis af statsminister Jens Otto Krag, som i 1966 dannede regering på basis af »det røde kabinet« – en hentydning til, at SF var støtteparti, selvom Krag havde sagt, at dette partis stifter, Aksel Larsen, aldrig ville få indflydelse på hans regering. På Julius’ tegning balancerede Krag på en line, som i den ene ende blev holdt oppe af Aksel Larsen.

Jens Julius Hansen er stadig aktiv. Hver dag leveres Dagens Julius til 17 dagblade med et samlet læsertal på 700.000.

Læs også