Det er et familieforetagende gennem tre generationer – morfar Olav Vinther Kristensen, hans datter Trine Vinther Kristensen og hendes datter Freya Vinther Kristensen – alle passionerede hesteentusiaster, især for én bestemt race.

Da Trine var blevet for gammel til sin krydsningspony tilbage i 90’erne, var Olav Vinther Kristensen nemlig ikke i tvivl.

- Far havde altid drømt om at skulle have Ferrarien inden for heste, og det er en OX-araber, mente han, fortæller Trine Vinther Kristensen.

 

Freya Vinther Kristensen er 16 år og går i 9. klasse. Hun bruger rigtig meget tid på at træne hestene.

Freya Vinther Kristensen er 16 år og går i 9. klasse. Hun bruger rigtig meget tid på at træne hestene.

Forener power og ynde

Familien købte en polsk hoppe, hvis aner stadig findes på Hørby Østergård uden for Hobro, den dag i dag, da hoppens datter stadig er ridehest på ejendommen – 31 år gammel.

Der er ti heste på Hørby Østergård i dag. Der avles efter to linjer, hvor der i år ventes fire føl.

- Det ligger meget i de russiske blodlinjer, hvor der er lidt mere krop, størrelse og bevægelse, fordi vi gerne vil udnytte brugshesten samtidig med, at vi får det yndefulde udtryk, forklarer Trine Vinther Kristensen.

Familien avler ikke OX-arabere for at sælge dem, men for at få noget, som de selv »gider« at ride på.

- Det skal være noget, vi synes er sjovt at ride på og arbejde med. Det er det, vi hele tiden arbejder mod at forfine generation for generation, forklarer Trine Vinther Kristensen.

I år er det andet år, hvor familien tage deres heste med til Hobro Dyrskue. I år kommer de med Equna Asil (Kuna Asil x Equator) og den unge Zmilla (Zyma Asil x Thee Fifth Element), som Trine Vinther Kristensen her holder.

I år er det andet år, hvor familien tage deres heste med til Hobro Dyrskue. I år kommer de med Equna Asil (Kuna Asil x Equator) og den unge Zmilla (Zyma Asil x Thee Fifth Element), som Trine Vinther Kristensen her holder.

Stiller to hopper til bedømmelse

I år er det andet år, hvor familien tager deres heste med til Hobro Dyrskue. Sidste år havde de to hopper med – Zyma Asil (Malicha x Zonyx) og Equna Asil (Kuna Asil x Equator). Begge fik 23 point, og Equna Asil endte med at gå fløj.

I år er Equna Asil med igen. Hun stiller til bedømmelse, men skal også fungere som støtte for den fireårige Zmilla (Zyma Asil x Thee Fifth Element), som skal på dyrskue for første gang.

- Der er ingen tvivl om, at Zmilla vil kaste halen over ryggen og vise, at hun er den araber, hun nu engang er. Hun er sød og nem og skal nok blive ved os, men man vil komme til at se racepræget. Det er jeg selv ikke i tvivl om, for hun er ung, siger Trine Vinther Kristensen.

Alle heste, som er avlet på ejendommen, hedder Asil til »efternavn«.

- Det var noget, vi kom på, at alle dem, der er avlet herhjemme, skulle hedde, fordi det betyder rent blod, og det er fuldblodsarabere, forklarer Freya Vinther Kristensen, som er 16 år og går i 9. klasse.

Hest med motor og gear

Og det er lige præcis den race, OX-araberne, som familien har tabt deres hjerte til.

- Det er temperamentet og størrelsen. Det passer rigtig godt til os, siger Trine og fortsætter:

- De er meget lærenemme, lydige, men de er også hurtige. Og det er jo det, der er det sjove ved det. At der er lidt motor og gear.

Freya Vinther Kristensen skal ikke alene deltage i Hobro Dyrskue. Forude venter både DM og EM med Equna Asil (Kuna Asil x Equator).

Freya Vinther Kristensen skal ikke alene deltage i Hobro Dyrskue. Forude venter både DM og EM med Equna Asil (Kuna Asil x Equator).

DM og EM forude

Familien bruger primært hestene til dressur, men også spring.

Freya rider distriktsstævner på Equna Asil. Og de skal også med til EM for arabere i Polen til sommer.

I Avlsforbundet deltager familien både i kåringer og showklasser.

- Der skal jeg også ride DM til august, siger Freya, som også tager sit nye håb med – Zmilla Asil.

Familien håber at kunne tage begge hopper med til Tyskland til september. Der deltager de hvert år i verdens mest berømte show for fuldblodsaraberheste i Aachen.

- Det er nok lidt en niche, at vi tager ud af landet. Det er noget, vi gør for racen, mens det, vi gør herhjemme, er konkurrencer mod alle racer.

 

At det blev arabere, som flyttede ind på Hørby Østergård i 90´erne skyldtes morfar, som gerne ville have hestenes Ferrari.

At det blev arabere, som flyttede ind på Hørby Østergård i 90´erne skyldtes morfar, som gerne ville have hestenes Ferrari.

Hobro Dyrskue skal blive en tradition

Familien glæder sig til Hobro Dyrskue.

- Sidste år var første år i mange år, hvor vi var afsted med hestene. Det er hyggeligt, og vi håber lidt at kunne lave det til en tradition – og også bare at komme ud at vise racen, siger Trine Vinther Kristensen, som især er spændt på bedømmelsen.

- Det er sjovt at se generationerne, hvordan de tager sig ud, og om dommerne også synes, at vi avler i en rigtig retning, siger Trine, som ser frem til dommernes bedømmelse af Zmilla Asil, som er tredje generation på ejendommen og også stiller til kåring til efteråret.