BOGUDGIVELSE ”Jeg har altid ment, at dyrskuer har deres egen positive stemning”. Sådan lyder det i forordet i den nye bog ”Muuh” – En krønike om 60 sønderjyske fællesdyrskuer, der er skrevet af journalisten Torben Ølholm, der selv har mange års erfaring og kærlighed til dækningen af dyrskuer i sit journalistiske virke, hvor dyrskuerne især op gennem 1970´erne og 1980´erne fyldte en del.
Bogen er udgivet af Det Sønderjyske Landbrugsråd, der med bogen markerer at dyrskue nummer 60 af Det Sønderjyske Fællesdyrskue blev afholdt i sommeren 2019, mens forberedelserne af 2020-udgaven så småt er i gang.
-  Det har været vigtigt for os, at dokumentere historien omkring dyrskuerne. Vi valgte Torben Ølholm til at skrive bogen, da han har dækket dyrskuerne for DR Syd i mange år, forklarede formand for Det Sønderjyske Fællesdyrskue, Jørgen Popp Petersen, i forbindelse med et pressemøde forleden, hvor bogen blev officielt blev præsenteret.
En bog, der ikke kommer til salg nogen steder, men tilbydes som gave tilmedlemmerne i de sønderjyske landboforeninger og dyreskueudstillerne og vil være tilgængelig på biblioteker.

 

En stor opgave


Mange timers research, hundredevis af dokumenter, fotos og overleveringer. Det var en stor opgave, at lave bogen om det sønderjyske fællesdyrskuer – næsten for stor, hvis man spørger Torben Ølholm:
-  Først sagde jeg ”nej”. At skrive om 60 dyrskuer fordelt over 82 år  - kunne man skrive nok om det til en hel bog.
Men det skulle vise sig, at der var mere end nok at skrive om.
-  Jeg foreslog en krønike, husker Torben Ølholm, der netop har skrevet bogen som mange små og gode historier, der kan læses både enkeltvis og i sammenhæng med de andre historier i bogen. Det hele krydret med både Danmarks- og verdenshistoriske begivenheder og personer, der er med til at tidsplacere de enkelte skue-perioder.
Der ligger oceaner af både dokumenter og anden research til grund for bogen. Dokumentationen blev kogt ned til et ringbind med 582 sider, der sammen med masser af flotte, historieke, spændende og tankevækkende fotos udgør bogen i alt 183 sider.