Det var en streg i regningen, at Lemvig Marked og Dyrskue i år blev uden den traditionelle »Hovdag« om søndagen, da frygt for hesteherpes havde fået arrangørerne til at aflyse hesteudstillingen.

Set i det lys var det en positiv overraskelse, at man efter weekenden kunne konstatere, at godt 10.000 gæster havde lagt vejen forbi Lemvig Flyveplads.

- De fleste kommer trods alt for se dyrene, så vi havde frygtet, hvad det ville betyde, at der ikke var heste i år. Alligevel kom der godt 5.000 om søndagen. Det var en positiv overraskelse, fortæller direktør for Lemvigegnens Landboforening, Henrik Damgren.

 

Efterskole mod Ferguson

I stedet for at sende heste i ringen søndag, havde arrangørerne inviteret en flok elever fra Lomborg Efterskole til at dyste mod hestekræfterne i tre gamle Massey Ferguson-traktorer. En 35’er, en 65’er og 185’er.

- Det var et populært tiltag, som fyldte siderne rundt om ringen i flere lag. Og mens tilskuerne var begejstrede, var det også sjovt at se, hvordan drengene fra efterskolen gik op i det, siger Henrik Damgren, der kunne se efterskoleeleverne holde alle tre traktorer på plads.

- Det var først, da den lokale Ferguson-forhandler troppede op med en traktor med 120 heste og firehjulstræk, de måtte overgive sig, fortæller Henrik Damgren.

 

Kvæg og politikere

Lørdagen bød traditionen tro på »Klovdag«, hvor et stærkt felt dystede om ærespræmierne. Kataloget bød på 69 styk malkekvæg og 29 kødkvæg.

- Antallet af køer var helt på niveau med tidligere år, og vi ligger jo i et tæt kvægområde, så niveauet var rigtig højt, fortæller Henrik Damgren, der udover dyrene og nød at se folketingskandidaterne dyste i den sidste weekend inden valget.

- Vi havde en rigtig god debat mellem de otte partier, der var på plads på pladsen. Og det er det vælgermøde, jeg har været til, som har haft størst tilslutning og fanget flest hele vejen igennem, siger han.