Ny fødevareminister på Landsskuet: En effektiv og klimavenlig landbrugsproduktion

Den nyslåede fødevareminister, Mogens Jensen, (S), ser frem til et givtigt samarbejde med landbruget og fødevaresektoren – som han mener både er, og bør være både effektiv og klimavenlig

Førstedagen af Landsskuet i Herning fik fornemt besøg. Det skete i form af den nye Minister for fødevarer, fiskeri og ligestilling og minister for nordisk samarbejde, Mogens Jensen, (S),der selv kommenterede den lange ministertitel med et glimt i øjet, da han var gæstetaler ved den officielle åbning torsdag middag på Landsskuet:
-  Det er en ministertitel lige ud ad landevejen. Nogle vil kalde det en rodebutik, men mine ministeransvarsområder hænger dog alligevel godt sammen.
Og herefter kom han ind på landbrugs- og fødevaredelen., hvor han understregede, at han vil arbejde for at skabe de bedst mulige rammevilkår for landbruget og fødevareerhvervet. Et landbrug og et fødevareerhverv, som han mener både nyder respekt herhjemme og ikke mindst i udlandet:
-  I min tidligere ministerperiode (som handels- og udviklingsminister under Helle Thorning-regeringen, red.) oplevede jeg stor respekt omkring dansk landbrug ude i verden.
Han understregede, at det fremadrettet vil handle om at gøre et effektivt og grønt dansk landbrug endnu grønnere. Det skal ifølge ministeren ske med en fordomsfri indgang til nye teknologier samt inspiration udefra.
Blandt de øvrige talere ved åbningen af Landsskuet var formand for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, der lagde ud med at lykønske Mogens Jensen med den nye ministerpost.
-  Du er blevet minister for et landbrug, der vil så meget, lød det fra Martin Merrild, der understregede, at landbruget også tænker i natur og klima.
-  Landbruget har vist en fantastisk forandringsvilje, og vi ved at den nye regering har høje klima-ambitioner, og vi er helt med på, at vi skal yde vores bedste, lød det fra Martin Merrild, der blandt flere tiltag fremhævede Landbrug & Fødevarers aftale omkring udspillet med Danmarks Naturfredningsforening omkring udtagning og omlægning af landbrugsjord.
Også formanden for Landsskuet, Kristian Gade var på talerstolen. Også han ønskede Mogens Jensen tillykke med den nye ministerpost – og han havde allerede flere ønsker klar til ministeren. Blandt andet fokus på Brexit og konsekvenserne heraf for landbruget. Og den kommende EU-landbrugsreform – begge dele noget som Kristian Gade vurderer har stor betydning og konsekvens for dansk landbrug.

Læs også