Landbrugspolitik styres af holdninger og følelser
Formand for Jysk Landbrug, H.C. Gæmelke, efterlyste på foreningens generalforsamling mere fakta-orienteret landbrugspolitik fra Christiansborg

Formand i Jysk Landbrug, H.C. Gæmelke langede ud efter politikernes generelle landbrugspolitik i forbindelse med generalforsamlingen i Billund. Foto: John Ankersen
- Vi har i mange år hér i Jysk Landbrug villet føre en fakta-orienteret politik, men vi er underlagt 90 mandater i folketinget. Og vi udsættes, undskyld udtrykket, for følelsesporno, lød det fra formand i Jysk Landbrug, H.C. Gæmelke i forbindelse med foreningens generalforsamling hos Sagro i Billund, hvor omkring 125 deltog.
Og han ser samtidig ingen umiddelbare tegn på, at den tendens ændres hverken nu eller fremadrettet.
- Vi skal derfor blive bedre til at kommunikere og hjælpe hinanden, konstaterede H.C. Gæmelke, der i forbindelse med sin beretning kom ind på de mange udfordringer, som han ser for landbruget.
For ringe indtjening
Blandt de punkter H.C. Gæmelke slog ned på var manglende indtjening, vigende kreditværdighed, tørken i 2018, skatter og afgifter – og lokalt for Jysk Landbrugs medlemmer – markvanding.
- Vi må erkende, at indtjeningen i landbruget er for ringe, og gælden er for høj, lød det fra H.C. Gæmelke, der illustrerede det med slides på tavlen, der viste en næsten tredobling af landbrugets samlede gæld på under 20 år til 337 milliarder kroner i 2017.
Ud fra de gennemsnitlige driftsresultater på driftsgrene, konstaterede H.C. Gæmelke, at der især er svineproducenterne er under stort økonomisk pres lige nu.
Blandt de øvrige emner han kom ind på, var sprøjterestriktioner i flere kommuner omkring grundvandsboringer – BNBO-områderne, og ikke arbejdssikkerhed, hvor Jysk Landbrug i år stiller ekstra skarpt på sikkerheden i landbruget, der er et af de erhverv med allerflest alvorlige arbejdsulykker.
Bestyrelse og regnskab
I forbindelse med generalforsamlingen var der valg til bestyrelsen. Det gav genvalg til H.C. Gæmelke som formand samt bestyrelsesmedlemmerne Søren Søndergaard, og Tage Schmidt. Nyvalgt blev Allan Pedersen og Torben Jonasen, der erstatter Bjarne Larsen, der ikke ønskede genvalg, samt Svend Nygaard, der døde i en arbejdsulykke tidligere på året. Som suppleant blev valgt Klaus Schellerup.
Regnskabsmæssigt kom Jysk Landbrug godt ud af 2018. Omsætningen steg en smule fra 3,3 millioner kroner i 2017 til 3,4 millioner kroner i 2018. Årets resultat faldt fra 2,3 millioner kroner i 2017 til godt 1,7 millioner kroner i 2018.