Tirsdag den 19. november kan mælke- og slagtekalveproducenter se, hvordan Seges og en række partnere forsøger at udvikle en bæredygtig slagtekalv med lavt klimaaftryk og høj spisekvalitet hos en slagtekalveproducent ved Randers.
Hvordan udvikler man gennem avl og genteknologi en bæredygtig slagtekalv, som udleder mindre metan, forbruger foderet mere effektivt og omsætter det til velsmagende og klimavenlige bøffer med stor fedtmarmorering?
Det spørgsmål er Seges i samarbejde med Danish Crown, Viking, Aarhus Universitet, Allflex, Frontmatec og fire slagtekalveproducenter i gang med at finde svar på i et fireårigt projekt. Hvad arbejdet rent praktisk går ud på, kan mælke- og slagtekalveproducenter få indblik i tirsdag den 19. november kl. 11-15.30 hos Lars Thinggaard Larsen ved Randers.
Lars Thinggaard Larsen er en af de fire landmænd, der lægger stald til målinger af sine kalves metanudledning og fodereffektivitet.
- Dette projekt kan være med til at give Danish Crown, slagterierne og de danske landmænd et konkurrencemæssigt forspring, for jeg er ikke i tvivl om, at der på sigt vil være en markant efterspørgsel efter bæredygtigt kød, siger Finn Klostermann, CEO i Danish Crown Beef.
Om fire år er værktøjet til at vælge de bedste tyre klar. Derefter skal tyrene bruges til inseminering – og så kan der fødes klimavenlige kalve.
Tilmelding til det gratis besøg senest 12. november hos Susanne Bach Frandsen, sbf@seges.dk.