Cirka 204.000 danskere tog søndag den 14. april ud på landet for at se de økologiske køer danse. Klokken 12 åbnede stalddørene på 59 øko-gårde landet over, og køerne hoppede og sprang ud under åben himmel efter en lang vinter i stalden.
- Besøgstallet bekræfter endnu engang, at Økodag er en folkefest. Det vidner om en stor interesse for økologi og dyrevelfærd og et ønske om at vide, hvor maden kommer fra, siger Per Kølster, formand i Økologisk Landsforening, som i går deltog i den officielle åbning af Økodag på Karensminde i Østjylland.
Karensminde ved Rønde i det østjyske, og de øvrige værtsgårde satte på Økodag fokus på, hvordan økologisk landbrug vil lette gårdenes klimaaftryk. Mange af gårdene arbejder med klimahandlingsplaner og har for eksempel investeret i strøm fra vedvarende energikilder, jordvarmeanlæg og arbejder systematisk med at binde kulstof under de græsmarker, de forårskåde køer løb og sprang rundt på.
 - Vi oplever, at danskerne er meget optagede af klimaforandringerne – og her på gården arbejder man målrettet på at sænke udledningen af klimagasser. Karensminde er lige som andre økologiske gårde gået ind i kampen for klimaet og tager ansvar for at finde løsninger i landbruget, siger Per Kølster.

Trængsel ved økodagen
De 100 økologiske Holstein-køer hos landmand Per Bek på Heegaard ved Galten i Østjylland, havde inden i økodagen formentlig aldrig set så mange mennesker på én gang.
Omkring 5000 gæster lagde nemlig vejen forbi i forbindelse med økodagen på Heegaard, der i år var en af værter og besøgsgårdene ved Økodag.
Og selv om Per Bek og hustruen Bitten var debutanter som øko-værter, har parret stor erfaring som økologer. Bedriften, som Per Bek, overtog efter sine forældre i 1993, blev nemlig første gang lagt om til økologisk drift tilbage i 1998. Men allerede året efter opgav han økologien igen, da økonomien vaklede.
I 2016 blev Heegaard igen omlagt til økologi, og har været det med succes siden.
I det sydjyske var der også køer, der ventede på at blive lukket ud på græs i søndags. Blandt andet på Debelgaard nær Brørup, hvor omkring ligeledes omkring 5.000 gæster så besætningen af Holstein-køer på i alt 400 køer - blive lukket på græs – og her lød vurderingen på ”double up” på antallet af gæster i forhold til sidste år, hvor man vurderede besøgstallet til 2.500.

Massiv opbakning til økologien
I en årrække har flere end 200.000 danskere deltaget i Økodag. Første Økodag løb af stablen i 2005, og status efter 15. Økodag er, at gårdene samlet set har haft næsten to millioner besøg.
- Det er overvældende, at så mange tusinde danskere bakker op, når de økologiske landmænd inviterer indenfor på deres gårde og lægger rigtig mange kræfter i at skabe et godt og hyggeligt arrangement. En stor del af gæsterne til Økodag er børn, og oplevelsen er med til at vise dem, hvordan dyrene lever og trives på en økologisk gård – og at dyrene selv henter deres mad på de grønne marker hele sommerhalvåret, siger Birgitte Nygaard, projektleder i Økologisk Landsforening.
Økodag gennemføres af Økologisk Landsforening i samarbejde med de økologiske landmænd og deres mejerier.