Økologiske sommermøder

For første gang afvikler Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer sommermøder. Det sker på Strandegård ved Faxe, hos Axel Månsson A/S i Brande, og hos Per Bundgaard i Vadum i Vendsyssel.

Når Økologisektionen i Landbrug & Fødevarer for første gang inviterer til sommermøder, bliver der også mulighed for at se og høre, hvordan man på tre økologisk drevne gårde, Strandegård ved Faxe, hos Axel Månsson A/S i Brande og Per Bundgaard i Vadum, griber det økologiske håndværk an i praksis.
Det første af de tre møder finder sted på mandag den 4. juni hos Axel Månsson, derpå følger Strandegård torsdag den 7. juni, inden der sluttes af hos Per Bundgaard i Vadum.
Bundgaard Økologi dyrker 1.000 hektar med planteavl, er sharemilkere med 130 jerseykøer, naturpleje med heste og skotsk højlandskvæg, og er forsøgsvært for carbon farming.  
Alle tre møder afvikles efter samme koncept: Velkomst ved værterne og formanden for Landbrug & Fødevare Økologisektionen Hans Erik Jørgensen, der på møderne også debatterer med henholdsvis Karen Hækkerup (Strandegård) og Martin Merrild de to andre steder.
Videre bliver der en såkaldt faglig rundtur i økologien, hvor forskellige indledere blandt andet kommer ind på emner som styrket økologi via faglig udvikling, carbon farming – bæredygtige systemer, recirkulering, generationsskifte og nye samarbejdsformer i økologien med mere. 
Dermed bringer arrangørerne faglighed og politik sammen på møderne med en god blanding af rundvisninger, faglige oplæg og politisk debat.
- Der er bare så meget faglig viden i spil ude på de enkelte bedrifter. Det er vigtigt at vi lader os inspirere af hinanden og deler vores viden, så vi i fællesskab skaber udvikling, og jeg glæder mig vildt, til at komme ud og se de spændende ting, og til at få mulighed for at drøfte faglighed og politik og netop gøre det samtidig. For økologien handler om faglig dygtighed i de bedste politiske rammer, siger Hans Erik Jørgensen
Møderne begynder klokken 17 og sluttes klokken 21.30.
 

Læs også