Langelands Veteranpløjere kunne sidste år fejre 10-års jubilæum og med endnu en planlagt pløjedag holdes traditionen i hævd, når foreningen lørdag den 29. september klokken 9-15 igen i år står bag det populære arrangement i samarbejde med Dansk Veterantraktorklub.

Årets pløjedag foregår denne gang hos Gustav og Knud Rabølle Knudsen, Ravnerydvej 12 i Simmerbølle. Her vil der som altid både være mulighed for hyggepløjning og konkurrencepløjning.

Under pløjedagen vil der være godkendte dommere til stede, der nøje følger furerne hos de konkurrerende deltagere, og ved dagens afslutning kåres en langelandsmester i pløjning.

Under arrangementet vil der traditionen tro også være udstillinger af forskellig slags. Derudover er der også chance for at gøre et godt køb på stumpemarkedet.

Tilmelding til pløjning og salg af stumpemarked er nødvendig, og skal ske senest den 22. september til Niels Frovin Christensen. Deltagelse i pløjning samt morgenkaffe og middagsmad er gratis for medlemmer af foreningen.