Landmand dømt for dødstrussel mod kontrollant

Arkivfoto: Rigspolitiet
Det koster nu en ægproducent en måneds fængsel, at han truede en kvindelig kontrollant på livet under et kontrolbesøg.
Det skriver Midtjyllands Avis. Ifølge avisen blev der under besøget konstateret et for højt indhold af ammoniak i stalden, fordi udluftningen ikke virkede. Herfra eskalerede begivenhederne, skriver avisen.
- Under retssagen beskrev kontrollanten, at manden virkede meget truende. Hun blev bange for, om han ville tage fat om hendes hals. Ifølge kvinden sagde manden, at »hvis du stiller et spørgsmål mere, så slår jeg dig ihjel«, fremgår det af avisen.
Kontrollanten blev herefter skubbet ud af stalden. Hun tog herefter flugten.
Den anklagede, der tidligere har været dømt for vold og trusler, nægtede beskyldningerne, men retten lagde vægt på kontrollantens forklaring, skriver avisen.