På messer og udstillinger – som blandt andet dyrskuer – kan man blandt udstillerne ofte finde NordlandATV, der på den måde tager ud for at møde både nye og eksisterende kunder.

Fredag den 28. marts er det dog den omvendte verden for NordlandATV, som denne fredag er på hjemmebane. NordlandATV holder således åbent hus i lokalerne i Jyderup mellem Holbæk og Kalundborg.

- Vi slår dørene op til en dag med rig mulighed for at få en snak om maskiner, tilbehør og reservedele, lyder det fra Morten Møller, som er indehaver af NordlandATV, der kan hjælpe med alt inden for blandt andet have- og parkmaskiner.

Da NordlandATV holdt åbent hus i marts sidste år, var der omkring 500 gæster i løbet af dagen, og Morten Møller forventer også stort rykind igen i år.

Der holdes åbent hus fra klokken 10 til 17, og de besøgende kan blandt andet møde en række leverandører, som kan svare på spørgsmål og give gode råd.

I dagens anledning bydes gæsterne også på både vådt og tørt. Der vil således være både pølser og brød samt øl og vand, oplyser Morten Møller.

Der er med andre ord al mulig grund til at kigge forbi den nordvestsjællandske maskinforretning fredag den 28. marts.