Vig-jubilæum bliver omsider markeret

Vig Maskinværksted i Odsherred holder åbent hus de to sidste dage i april.

Sidste år var det 20 år siden, at Jens Hansen grundlagde Vig Maskinværksted ApS i Odsherred, men på grund af corona-pandemien var det dengang ikke rigtig muligt at fejre. Det er det nu, og med et års forsinkelse bliver 20-års jubilæet derfor nu markeret.

Fredag den 29. april og lørdag den 30. april – begge dage fra klokken 10 til 16 – holder Vig Maskinværksted nemlig åbent hus, hvor det også vil blive markeret, at Jens Hansens søn, Johnny Hansen, er blevet medejer af virksomheden.

Duoen forsikrer, at der vil være en masse gode tilbud, så man har mulighed for at slutte måneden med at gøre en rigtig god handel i den nordvestsjællandske maskinforretning, der også vil forkæle de fremmødte med lidt at spise og drikke.

Begge åbent hus-dage vil der endvidere være mulighed for at møde repræsentanter fra en række samarbejdspartnere som blandt andet KSM-Stoker, Leasing Fyn, Granit, Præstbro Maskiner, G.K.M., MO Implements, Kramp, Cargo, Cub Cadet, Giant og Kato.

Læs også