Lørdag den 11. november holder Sandby Smedie & Maskinhandel åbent hus med mange gode tilbud.
Sandby Smedie & Maskinhandel udvider åbningstiden lørdag den 11. november, hvor maskinforretningen på landevejen mellem Næstved og Ringsted holder det årlige åbent hus-arrangement, der har været en fast tradition i en lang årrække.
Denne dag er der fra klokken 9 til 17 mulighed for at gøre en ekstra god handel i forretningen, der blev grundlagt af Jakob Karlsen helt tilbage i 1911.
Jakob Karlsens barnebarn, Henning Karlsen, overtog forretningen i 1984, og han driver i dag forretningen sammen med sin søn, Jan Karlsen, der har været med i butikken gennem mere end 10 år.
Det er således snart 40 år siden, Henning Karlsen overtog rorpinden i butikken, som han blev en del af allerede i 1975, hvor han kom tilbage til virksomheden efter at være udlært og arbejdet et andet sted nogle år.
Stort tilløbsstykke
Henning Karlsen oplyser, at traditionen med åbent hus også begyndte helt tilbage i midten af 1970’erne, og det er hvert år et stort tilløbsstykke, der tiltrækker mange kunder.
Sandby Smedie & Maskinhandel er garant for den gode service i et marked, hvor man har såvel privat-, som erhvervs- og institutionskunder inden for næsten alt til landbrug og have/park.
Forretningen byder også på alt fra værktøj og arbejdstøj, til have og parkmaskiner, til hegnsartikler, landbrugsmaskiner og redskaber og ikke mindst til et stort reservedelslager.
Til det traditionsrige åbent hus-arrangement er der – udover attraktive tilbud – blandt andet også pølser, øl, vand og kaffe til gæsterne, ligesom der er slush-ice til børnene.