Vårbyg er igen i år den mest udbredte afgrøde på de danske marker målt på tilmeldt areal til grundbetaling. Det viser en ny opgørelse fra Styrelsen for Grøn Arealanvendelse og Vandmiljø (SGAV), der netop har offentliggjort årets samlede ansøgningstal for støtteberettigede arealer i 2025.

Opgørelsen, der tager udgangspunkt i landmændenes fællesskema-ansøgninger, viser samtidig, at der generelt er sket et mindre fald i arealerne med de fleste afgrøder sammenlignet med året før. Vårbyg topper listen med knap 482.000 hektar, hvilket dog er omkring 31.000 hektar mindre end i 2024.

Også vinterhvede og vinterraps er fortsat blandt de største afgrøder målt på areal. Det samme gælder græs i omdrift, der typisk bruges til foderproduktion. Fælles for flere af de store afgrøder er, at arealerne er gået en smule tilbage.

Vårhavre er tilbage

Der er dog én bemærkelsesværdig nyhed i årets opgørelse: Vårhavre er rykket ind i top-10 efter en markant fremgang i arealet. Fra blot godt 51.000 hektar i 2024 til over 83.000 hektar i 2025.

Derimod er arealet med permanent græs faldet med cirka 4.300 hektar. Styrelsen bemærker dog, at det samlede fald i arealet med permanent græs ikke forventes at give udfordringer i forhold til den danske landekvote.

SGAV understreger, at tallene udelukkende bygger på ansøgninger og ikke kan sidestilles med den officielle, endelige opgørelse over landekvoten for permanent græs.

Kilde: Styrelsen for Grøn Arealanvendelse og Vandmiljø, SGAV.

Kilde: Styrelsen for Grøn Arealanvendelse og Vandmiljø, SGAV.

Planter