Første erfamøde for roedyrkerne

Første møde i erfagruppen for roer gik over al forventning. Foto: Østdansk Landboforening
Regn, blæst og en lav temperatur afholdt ikke en gruppe nysgerrige landmænd for at mødes hos planteavler Michael Madsen ved Vordingborg og udveksle erfaringer omkring roerne. Sådan lyder det i et nyhedsbrev fra Østdansk Landboforening.
- Mødet var det første af flere, og det gik over al forventning. Der blev udvekslet meninger og idéer i mere end to timer, fortæller landboforeningens planteavlschef, Julie Torp-Thomsen, efter det første møde i erfagruppen for roer.
På næste møde er der fokus på blandt andet sprøjtning, mikronæringsstoffer og udfordringer med skadedyr, og der er også planer om at besøge NBR og sukkerfabrikken i Nakskov.