Maribo-sorterne ser godt ud i årets roemarker

Hvis der er en passende balance mellem nedbør og sol i resten af sæsonen, kan roehøsten blive god.

Det tegner til en fornuftig roehøst på nuværende tidspunkt. Flere steder kom der tiltrængt nedbør i starten af juli måned, og mange sent såede roemarker har indhentet de tidligst såede, der har et noget varierende plantetal.

- Høstresultatet er selvfølgelig betinget af, at vi får passende nedbør og solindstråling resten af sæsonen, bemærker salgschef Ole Lauridsen, MariboHilleshög i Holeby.

God effekt mod ukrudt

Men forudsætningerne for en fin høst er til stede.

- Generelt er markerne indtil nu rene for ukrudt, da der har været rigtig god effekt af herbiciderne i år. Det er en af de første ting, der skal være i orden for at opnå høje udbytter. Maribo-sorterne Roxy og Davinci har meget stort bladdække, der hjælper mod sent fremspiret ukrudt, såsom melder og sort natskygge, påpeger Ole Lauridsen.

Han konstaterer, at mange marker er behandlet med bor. Det er meget vigtigt i en tør sommer, som den vi oplever nu, at undgå bormangel og deraf følgende forrådnelse af roerne i roehøsten. Behandlingen er en slags forsikring. Især hvis der ved såning er brugt gødninger uden bor.

Få timet svampebehandlingen

Nordic Sugar har sammen med NBR lavet et godt varslingsværktøj til at time svampebehandlingerne rigtigt.

- Det er meget vigtigt at ramme det helt rigtige tidspunkt for svampebekæmpelse for at opnå størst mulig effekt. Når man ser de første symptomer på meldug, rust og ramularia eller bare én af sygdommene, så skal der behandles, siger Ole Lauridsen.

- Med udsigt til mere tørt og varmt vejr i horisonten, vil det sandsynligvis være meldug, der kommer. Er der kun meget svagt angreb, kan man jo først reducere doseringen lidt og begynde med 0,3 til 0,4 l/ha Opera. Det er mest hensigtsmæssigt at starte med Opera, da den har størst effekt på meldug. Hellere gå i gang et par dage for tidligt, end at svampeangrebene løber fra en. Ved at begynde med en lidt reduceret dosis, kan man med fordel sprøjte tre gange til de sidst optagne roer, anbefaler Ole Lauridsen.

Comet Pro godkendt til sukkerroer

Midlerne Opera og Rubric må ikke benyttes eller opbevares efter den 30. oktober 2021 og kan ikke købes mere. Så har man ikke disponeret, kan løsningen være Amistar Gold med en dosering op til 1 liter pr. hektar. Det må kun benyttes én gang i sæsonen. Det kan være en fordel at tilsætte svovl i første sprøjtning, hvor det sandsynligvis er meldug, som skal bekæmpes.

Comet Pro er netop blevet godkendt til mindre anvendelse i sukkerroer. Dermed er det muligt at svampebehandle to til tre gange i kombination med Amistar Gold, hvis man ikke har Opera til rådighed.

Svampebekæmpelse kan svare sig

Ole Lauridsen konstaterer, at Maribo-sorterne Roxy og Nelson NT har en god profil på bladsundhed, hvilket er værd at bemærke ved valg af roesort og strategi for svampebekæmpelse.

- Prioriter korrekt svampebekæmpelse, selvom vi er i den travle høsttid. Roerne giver i gennemsnit 10 % i nettomerudbytte ved optimal bekæmpelse. Roerne er den afgrøde, der giver det allerstørste økonomiske merudbytte ved optimal svampebeskyttelse i forhold til andre afgrøder som for eksempel hvede og byg.

Læs også