I et opvarmet telt i en hal på Aalborg Havn fejrede over 600 mennesker indvielsen af Mollerup Mølles fire nye lagerhaller.

- Vi havde forventet et sted mellem 200 og 300 mennesker. Så det må siges at være over al forventning, fortæller Jakob Pedersen, som er medejer og salgsansvarlig i virksomheden.

Det kæmpestore telt stod i den hal, som stod færdig i sommers, og som allerede har huset de første 50.000 tons afgrøder, som er gået gennem hallen. Efter festlighederne sidst i januar, blev teltet fjernet og hallen fyldt op med maltbyg.

Indlæg og taler

De godt 600 mennesker blev mødt af en række festlige taler. Blandt andet af Jakob Pedersen og hans fætter Holger Pedersen, hvis farfar startede virksomheden for over 80 år siden. De kunne sammen med råvarechef Claudio Pelsen fortælle om virksomhedens historie og fremtidsplaner. Nogle planer, som blandt andet omfatter de nye haller på Aalborg Havn.

Over 600 mennesker var med, da Mollerup Mølle inviterede til fest på Aalborg Havn. Foto: Mollerup Mølle

Over 600 mennesker var med, da Mollerup Mølle inviterede til fest på Aalborg Havn. Foto: Mollerup Mølle

Der var også et indlæg ved tidligere politiker Kristian Thulesen Dahl, som i dag er direktør for havnen. Samt et kig på markedssituationen ved Agrocura.

Efter en gang helstegt pattegris gik Lykke Friis på talerstolen. Hun fortalte, gennem sit virke som direktør for Tænketanken Europa, om udenrigspolitik.

Fire lagerhaller

Hver af de fire lagerhaller vil kunne rumme mellem 8.000 og 12.000 tons afgrøder.

Mens den første stod færdig i sommers, kunne nummer to tages i brug ved juletid. Den tredje lagerhal er netop blevet færdig, mens den sidste forventes at stå færdig til maj.

Mollerup Mølle havde forventet at skulle leje en eller to af hallerne ud, men som det ser ud nu, kommer de selv til at råde over alle fire haller.

Mollerup Mølle havde forventet mellem 200 og 300 gæster, så over 600 besøgende var meget overvældende. Foto: Mollerup Mølle

Mollerup Mølle havde forventet mellem 200 og 300 gæster, så over 600 besøgende var meget overvældende. Foto: Mollerup Mølle