Temadag: Hvor skal halmen hen i Østdanmark?
Der er planer om nye halmforbrugende anlæg øst for Storebælt, så der fremover skal skaffes op mod 750.000 tons halm udover nuværende forbrug. Store perspektiver som vil blive belyst på en kommende temadag i Herfølge arrangeret af Krone Danmark.

Der skal skaffes flere hundrede tusinde tons holm udover det nuværende forbrug, hvis planerne om nye, halmforbrugende anlæg øst for Storebælt skal realiseres. Foto: Erik Hansen
Krone Danmark, som er en del af Brøns Group, inviterer til en temadag om halm øst for Storebælt.
- Vi vil gerne invitere halmentreprenører og andre med en stor aktivitet i halm som en driftsgren i deres virksomhed til en eftermiddag og aften med fremtidens halmforsyning i fokus, siger Anders Simonsen fra Krone Danmark.
- Her tænker vi især på dem, der årligt presser store mængder halm og distribuerer dette videre.
Arrangementet kommer til at foregå på ejendommen LilleSyd, som den kendte filmmand Peter Aalbæk Jensen ejer.
- Det er neutral grund i forhold til debatten om halm og samtidig et dejligt sted.
Inspiration fra Fransbjerg
Temadagen starter klokken 15 med kaffe og præsentation af Krones halmpresse-produkter.
Derefter kommer et indlæg fra Søren Rasmussen, Fransbjerg Energy A/S ved Hobro, som har opbygget en meget succesrig virksomhed indenfor blandt andet halm, bioenergi, landbrug og udvikling.
Gennem Easy Agricare formidler han årligt op til 120.000 tons halm, hvilket har givet mange års erfaring med produktion, salg og levering af halm. Fransbjerg arbejder i øjeblikket med op til tre halmfabrikker på Sjælland.
- Søren Rasmussen har hånden på kogepladen indenfor halm. Han er landets største formidler af halm og er meget initiativrig. Han ser nyt også på forholdene øst for Storebælt til inspiration for andre, påpeger Anders Simonsen.
Derefter følger et indlæg fra Ebbe Nielsen, formand for Østlige Øers Halm, om hans forventninger til udviklingen indenfor halm i området.
Dagen rundes af med herremad
Lidt før klokken 19.00 er der aftensmad, hvor menuen står på »herremad«. Undervejs kommer et indlæg med humor fra værten Peter Aalbæk om hans LilleSyd-ejendom og hans positive syn på landbruget.
Temaaftenen gentages både den 1. og 2. maj, men med 40 pladser pr. aften er der begrænset deltagerantal.
Tilmelding kan ske direkte til Anders Simonsen ved at sende en mail på ansi@bronsgroup.com med dato og antal personer.