Ny Kartoffeldag på Agromek skal samle hele værdikæden om ny teknologi
Danske Kartofler og Agromek går sammen om en Kartoffeldag, der skal samle avlere, rådgivere, maskinproducenter og leverandører under landbrugsmessen i Herning.

Traditionen tro vil tusindvis af mennesker lægge vejen forbi Herning Messecenter i november til Agromek. I år vil kartoflerne komme i fokus. Arkivfoto: Per Jørgensen
Kartoffelbranchen får en central plads på Agromek 2026, når messen sammen med brancheorganisationen Danske Kartofler afholder Kartoffeldag den 26. november. På dagen bliver et område af messen dedikeret til kartoffelproduktion med faglige indlæg, udstilling af specialiserede maskiner og mulighed for netværk og erfaringsudveksling.
Kartoffeldagen er resultatet af et nyt samarbejde mellem Danske Kartofler og Agromek, som finder sted i MCH Messecenter Herning fra den 24. til den 27. november 2026. Ifølge bestyrelsesformand i Danske Kartofler Carl D. Heiselberg er interessen for kartoffelproduktion voksende.
- Kartoffelavlen fylder i disse år stadig flere hektar, fordi vi har et klima og nogle vandingsmuligheder, der giver afgrøden et stort potentiale, siger han.
Den stigende produktion gør ifølge bestyrelsesformanden branchen interessant for både avlere, producenter og maskinforhandlere. På Agromek får virksomhederne mulighed for at vise de nyeste løsninger til kartoffelproduktionen, mens branchen kan drøfte fremtidige behov og udviklingen af nye maskiner.

Trods strammere krav til brug af planteværn ser bestyrelsesformand i Danske Kartofler, Carl D. Heiselberg, et stort potentiale i afgrøden. Også derfor er det oplagt at lade kartoflerne komme i centrum på årets Agromek, mener han. Arkivfoto
Skal supplere Kartoffelkongressen
For Danske Kartofler bliver Kartoffeldagen et supplement til organisationens årlige Kartoffelkongres og en mulighed for at komme i kontakt med flere medlemmer. Samtidig skal dagen bruges til at dele viden om de udfordringer, kartoffelproduktionen står over for i de kommende år.
- Vi skal producere mere med færre planteværnsmidler. Det stiller nye krav til både teknologi og mekaniske løsninger, siger Carl D. Heiselberg.
Han peger på, at fortsat udvikling og videndeling er nødvendig, hvis Danmark også i 2035 skal have en stærk og konkurrencedygtig kartoffelproduktion.
Programmet for Kartoffeldagen vil blandt andet byde på faglige oplæg og mulighed for at stille spørgsmål til eksperter ved et område med maskiner og udstyr til kartoffelproduktion. Danske Kartofler håber at tiltrække både unge og mere erfarne deltagere med interesse for afgrøden.
- Kartoflen passer stærkt ind i den grønne dagsorden og rummer et stort potentiale for fremtidens fødevareproduktion, siger Carl D. Heiselberg.
Vil samle hele værdikæden
Hos Agromek ser direktør Claus Hermansen Kartoffeldagen som en mulighed for at samle en branche i udvikling.
- Med Kartoffeldagen samler vi avlere, rådgivere, producenter og leverandører til en dag med fokus på viden, teknologi og erfaringsudveksling, siger han.
Agromek afholdes i MCH Messecenter Herning fra den 24. til den 27. november 2026. Kartoffeldagen finder sted torsdag den 26. november.
Med Kartoffeldagen samler vi avlere, rådgivere, producenter og leverandører
Claus Hermansen, direktør, Agromek


































