Strube forbedrer spirekraften i frøet

Strube investerer et tocifret millionbeløb i bedre håndtering af stamfrøet.

ROEFRØ Strube har igennem mange år været førende inden for frøkvalitet, blandt andet med priming teknologi, og med en ny investering forøger Strube spirekraften i frøet yderligere.

Strube har helt konkret valgt at investere et tocifret millionbeløb i bedre håndtering af stamfrøet. Det oplyser Niels Borre, commercial director i Strube Scandinavia.

- Stamfrøet er det frø, som benyttes i de meget tidlige generationer – og typisk også benyttes til forsøgsfrø i de respektive lande. For Strube er det vigtigt, at stamfrøet har absolut topkvalitet, pointerer Niels Borre.

- Vi så i foråret, at mange marker spirede rigtig dårligt på grund af udtørret såbed. Der kunne være stor forskel på de først såede og de sidst såede frø, oplyser Niels Borre, commercial director i Strube Scandinavia.

Digital kvalitetskontrol

Han fortæller, at Strube nu har investeret i en såkaldt pheno tester – en digital kvalitetskontrol. Det betyder, at man bedre er i stand til at selektere de partier med ekstra høj spirekraft.

- Disse partier bliver oftest udvalgt til de vesteuropæiske markeder, såsom Danmark. Det er med til at øge sikkerheden for danske dyrkere i for eksempel tørre år. Partier med lavere spirekraft sendes typisk uden for Europa eller til Østeuropa, meddeler Niels Borre og tilføjer:

- Nu er det anden gang inden for de seneste tre-fire år, at såbedet er udtørret og deraf dårlig fremspiring. Vi skal nok vænne os til nye tider, hvor »climate change« i højere grad påvirker dyrkerens beslutninger.

Større og større udbytter

Det optimale er selvfølgelig, at roerne kommer homogent op, men med en ekstra spirekraft er den måske med til at sikre, at dyrkeren alligevel opnår høje plantetal.

- Det er i realiteten en forsikring, som dyrkeren tegner, fortsætter Niels Borre og påpeger, at det ikke kun er spirekraften, der bliver bedre.

Strubes digitale kvalitetskontrol er blandt andet også i stand til at spotte partier med abnorme spir og for eksempel rødbede roer, som jo har et meget lavt sukkerindhold.

Det er meget afgørende for roedyrkerne i de kommende år, at de får sorter med større og større udbytter. Kun på den måde kan roer i fremtiden klare sig i konkurrencen med øvrige afgrøder.

jhal

Læs også