ODDER-HJÆLP Oddere har en vildt underlig vane. Selv om de bare kan svømme under en vejbro, der krydser deres vandløb, så vil de ikke. I stedet går de op og krydser vejen. Og det er ikke altid, det ender godt.

Ifølge Miljøstyrelsen dør mellem 30 og 40 oddere hvert år i trafikken, og på Sjælland er odderne fortsat så truede, at et trafikdrab kan være problematisk for hele bestanden.

I Danmark findes der derfor mange odderpassager – enten stensætninger langs siden af broen eller en smal flydeponton – så odderne i stedet kan gå tørskoet under broen ude i siden.

Forskel på liv og død

I Kalundborg Kommune vil de nu restaurere gamle odderpassager for at redde så mange oddere som muligt. Penge til projekterne bliver samlet ind af Danmarks Naturfredningsforening, og biolog Bo Håkansson samarbejder med kommunen om at få passagerne til at blive virkelighed.

- Odderpassager er en af hovedårsagerne til, at bestanden igen er blevet stærk i Jylland. På Sjælland er odderne dog fortsat så truede, at odderpassager kan betyde liv eller død for hele bestanden. Derfor er vi utroligt glade for, at kommunerne går så helhjertet ind i det her, siger han.

I efteråret blev der desværre fundet en død odder ved Bromølle nær Jyderup, og det er netop et af de tre steder, hvor kommunen nu vil restaurere en gammel odderpassage. Projektet kan derfor kun gå for langsomt, understreger Peter Jannerup, biolog i Kalundborg Kommune.

- Vi har en international forpligtigelse til at bevare odderne i kraft af EU’s habitatdirektiv, så det tager vi meget seriøst. Vi kan gøre nok så meget for at forbedre odderens naturlige levesteder, men hvis de alligevel dør i trafikken, er indsatsen jo spildt.

Sporadiske fund af spor

Odderen har været udryddelsestruet i hele Danmark – blandt andet fordi odderne blev dræbt i trafikken, jaget og fanget i fiskernes ruser. Bestanden er nu stærk i Jylland igen, delvist fordi der er kommet flere odderpassager. På Fyn er odderne også ved at etablere en sund bestand.

Men på Sjælland er der kun meget få oddere. Udover sporadiske fund af odderspor og optagelser med vildtkamera, kender man ikke til antallet af oddere på Sjælland.

Derfor sætter Danmarks Naturfredningsforening og Kalundborg Kommune nu fokus på de sjællandske oddere og håber, at flere andre kommuner har lyst til at beskytte odderne bedre.

jhal