Corona-pandemien rammer nu også Dansk Varmblods store avls- og ridesportsevent i MCH Messecenter Herning til marts.

- Vi har trukket afgørelsen så længe, vi har kunnet. Nu har vi erkendt, at som verden udvikler sig, er det utænkeligt, at vi kan lave arrangementet i Herning til marts, siger Dansk Varmblods direktør Casper Cassøe, om aflysningen af Nordeuropas største hestesportsarrangement, der normalvis trækker 60.000-70.000 tilskuere.

I stedet forventer avlsforbundet at afvikle den faglige del af eventet, selve kåringen af hingstene og en reduceret sportslig del, i mindre rammer fordelt over flere dage. Det vil ske på Det Nationale Hestesportscenter Vilhelmsborg, så de til den tid gældende forsamlingsregler kan overholdes.

Økonomisk har corona-pandemien haft store konsekvenser for forbundet, hvor flere stillinger er blevet nedlagt. 

Man forventer et »ikke ubetydeligt underskud for 2020«, og med aflysningen af Hingstekåringen i Herning næste år vil konsekvenserne fortsætte for regnskabet i 2021. 

Forbundet har en omsætning på mere end 20 millioner kroner i forbindelse med afviklingen af eventet i Herning.

/hl