Frøavlerne får nyt hjælpeværktøj

Alle DSV's frøavlere har fået en personlig »ratingkarakter«, som viser, hvor man som frøavler teknisk og fagligt ligger i forhold til andre avlere.

Frøfirmaet DSV er nu klar med nyt hjælpe-værktøj til avlernes vurdering af egne muligheder.

- Vi kalder det et »ratingregneark«, som tager udgangspunkt i den enkelte avlers udbytte de seneste fem år. Dertil lægges avlerens resultater med svind, renhed og spireevne i sin frøvare. Og endelig har frøkonsulenten givet avleren en karakter. Det hele lægges sammen til en samlet karakter for avleren og for den enkelte sort, fortæller avlschef Carsten Jørgensen.

- Frøkonsulenten giver karakter ud fra blandt andet rettidighed for behandlinger i marken, hvor faglig avanceret man er som avler, græsukrudt på ejendommen, tørrerikapacitet med mere. 

Ud fra karakteren kan man se sin placering i forhold til andre avlere og kan sammen med frøkonsulenten gennemgå sine stærke og svage sider som frøavler.

Fokus på rensesvind

På avlermøderne forleden, som i år foregik online, kunne Carsten Jørgensen igen fortælle om høje hektarudbytter i alm. rajgræs fra DSV’s avlere – også set i forhold til øvrige rajgræsavlere i Danmark.

- I har holdt stilen fra sidste års rekordudbytter i alm. rajgræs ved i 2020 i gennemsnit at høste 1.725 kg frø pr. hektar, hvilket er 218 kg mere pr. hektar end andre rajgræsavlere. Det er virkelig flot og dygtigt gjort, understregede Carsten Jørgensen i hans gennemgang af frøavlsåret.

Han gennemgik også frøkvaliteten, hvor blandt andet rensesvindet har ligget stabilt omkring 14 procent i de senere år.

Kvalitetsmæssigt er indholdet af kvikfrø i råvaren nu nede på tre procent.

- Det er også ny rekord. Og det ligger der mange penge i, fastslog Carsten Jørgensen.

Udlægsarealer for alm. rajgræs til 2022-høsten skal fortsat være på cirka 8.000 hektar.

- Det er en lille opgradering de kommende to høstår i forhold til de 7.000 hektar i de seneste år. Lige nu har vi tegnet de 6.700 hektar, så vi er tæt på fuldtegnet, oplyste Carsten Jørgensen.

Læs også