Da årsmødet hos Ø-Vet desværre ikke kan afholdes på vanlig vis, deler dyrlægeteamet i stedet vigtige emner og erfaringer via videoindlæg på deres hjemmeside.

Præsentationerne findes også med engelske undertekster, så udenlandske medarbejdere på bedrifterne også kan få glæde af dem.

- Se dem over frokosten, eller brug dem som oplæg til en diskussion internt eller forud for næste dyrlægebesøg, lyder opfordringen blandt andet fra Ø-Vet.

Ungdyrene i fokus

Præsentationsvideo nummer to er med dyrlæge Louise Huge Skovsmose, som holder et indlæg om, hvordan man kan opnå bedre holdbarhed på søerne, herved bedre velfærd og til syvende og sidst en bedre bundlinje.

- Emnet er polte og grunden til, at vi har sat ungdyrene i fokus er, at vi oplever polte, hvor især kvaliteten af klove og benstilling ikke er tilfredsstillende, forklarer Louise Huge Skovsmose i sin introduktion.

Her påpeger hun samtidig, at det derfor er vigtigt, at der bliver lavet en grundig gennemgang af dyrene ved levering, og helst inden for den første uge i tilfælde af reklamation.

Til dem, der avler dyrene selv, lyder opfordringen fra Ø-Vet, at frasorteringen skal være udført ved poltenes 26. leveuge, da de fleste polte-vaccinationer begynder her.

Rutinemæssig frasortering

Ved synet af poltene skal dyrene ses gående og vurderes fra alle sider. De skal støtte ligeligt på alle fire ben ved uhindret gang og lige ryg.

Louise Huge Skovsmose gennemgår og henviser i sit indlæg til planchen om vurdering af en so og vurdering af klove fra Seges.

- Ved at lave den rutinemæssige frasortering af polte, som står ukorrekt, vil man på sigt opnå søer, der har bedre holdbarhed, færre skader og dermed et mindre behov for sygestier og forhåbentlig en lavere dødelighed, lyder konklusionen fra Louise Huge Skovsmose.