Chipskartofler giver nye muligheder

Chipskartofler har potentiale som højværdiafgrøde, men det kræver en stor indsats.

På grund af svingende indtjening i landbruget inden for planteavl, er det fristende at satse på højværdiafgrøder. Det er dog vigtigt at gøre sig klart, at satser man på højafkast, er det som med værdipapirer – der følger også en høj risiko med.

Jo større satsning på indtjening, jo større risiko tager man. Derfor er det vigtigt at være dedikeret og vise rettidig omhu.

Chips-industrien er en lille niche i forhold til mel- og pomfritindustrien. Chipskartofler er for de leverandører, der har en naturlig lyst til at gøre en stor indsats for at levere den optimale kvalitet.

Lavt sukkerindhold

Der er meget store krav til kvaliteten på chipskartofler, eftersom kartoflen skæres i meget tynde skiver og alle indvendige fejl i kartofler ses tydeligt.

Det, der adskiller chipskartofler mest fra andre produktsegmenter, er, at indholdet af sukker skal være ekstremt lavt. Det er kendetegnende for alle friterede produkter, at sukkeret kandiserer ved fritering hvilket giver brun/sort farvning.

Problemet er særligt udtalt ved kartoffelchips på grund af de tynde skiver. Chips- industrierne indgår normalt kontrakter på cirka 90 procent af deres forventede behov for råvarer. Dels direkte ved lokale avlere og dels ved handelsvirksomheder med tilknyttede avlere, der har specialiseret sig i forsyning til chips-industrien.

/ jba

Læs også