Medie: Minister afviser forslag om kvælstofkvoter på udtaget jord
Eksperter har foreslået, at landmænd beholder kvælstofkvoten, når jord afgives til den grønne trepart. Ministeriet har undersøgt modellen, men peger blandt andet på EU-retlige udfordringer, fremgår det af Altinget.

Minister for Natur og Dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S), afviser muligheden for kvælstofkvoter på jord, der udtages til natur eller vådområder. Foto: Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Natur- og dyrevelfærdsminister Christian Rabjerg Madsen (S) afviser indtil videre et forslag om at lade landmænd beholde kvælstofkvoten på arealer, der udtages som led i den grønne trepart.
Forslaget er ifølge mediet Altinget blandt andet blevet fremført af professor Peter Birch Sørensen, tidligere formand for Klimarådet og tidligere overvismand.
Baggrunden er en bekymring for, at de nye kvælstofregler kan mindske landmændenes incitament til frivilligt at afgive jord til naturprojekter, som de ellers skal afgive ifølge aftalen om den grønne trepart, hvor der ifølge den skal omlægges 15 procent af det danske landbrugsareal til blandt andet skov, fri natur og vådområder.
Forslag om kvote på udtaget jord
Professorens forslag går ud på, at landmanden kan beholde kvælstofkvoten knyttet til den jord, der afgives. Dermed ville deltagelse i arealomlægningen ikke samtidig medføre, at landmanden må udlede mindre kvælstof på de resterende marker end ellers.
Ministeren oplyser til Altinget, at Ministeriet for Natur og Dyrevelfærd har været i dialog med Peter Birch Sørensen om modellen, og at han værdsætter alt input til at sikre en velfungerende kvælstofindsats og udtagningsindsats, men at det umiddelbart ikke kan lade sig gøre.

Professor Peter Birch Sørensen har foreslået, at jord, der udtages til natur i forbindelse med den grønne trepart, beholder kvælstofkvoter, men det afviser ministeren for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S). Arkivfoto
Henviser til EU
- Mit ministerium har haft dialog med professor Peter Birch Sørensen om potentialet ved at fastholde en kvælstofkvote på udtagne arealer. Vurderingen har indtil videre været, at der vil være en række udfordringer ved en så grundlæggende anderledes kvælstofreguleringsmodel, herunder EU-retlige, siger Christian Rabjerg Madsen.
Det fremgår ikke nærmere, hvilke dele af EU-retten der ifølge ministeriet giver problemer. Altinget har bedt ministeriet om en uddybning, men havde på tidspunktet for artiklens offentliggørelse ikke modtaget svar.
Også økonom og seniorrådgiver Jens-Martin Bramsen fra Københavns Universitet har advaret om sammenhængen mellem kvælstofreguleringen og incitamentet til at udtage jord. Venstres næstformand Stephanie Lose har ligeledes rejst problemstillingen.
Christian Rabjerg Madsen oplyser til Altinget, at regeringen fortsat undersøger mulighederne for at få reguleringen og arealudtagningen til at hænge bedre sammen.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.








































