Ingen NutriFair i år

Først blev NutriFair 2021 udsat til maj, men nu er den store husdyrmesse i Fredericia blevet aflyst.

Det bliver først til januar 2022, at NutriFair åbner for dørene i Messe C i Fredericia, hvor messen vil blive afholdt den 19.-20. januar. Her er billede fra messen i 2020. Foto: Erik Hansen
Det bliver først til januar 2022, at NutriFair åbner for dørene i Messe C i Fredericia, hvor messen vil blive afholdt den 19.-20. januar. Her er billede fra messen i 2020. Foto: Erik Hansen

Da det i efteråret blev besluttet at rykke NutriFair 2021 til maj, var det med håb om, at situationen ville se anderledes ud. Desværre har billedet ikke ændret sig så meget, og derfor er den store fagmesse i Fredericia nu helt blevet aflyst.

Det har været på tegnebrættet at rykke NutriFair til juni, men da både udstillere, foreninger og besøgende er travlt optaget i sommermånederne, var det ikke en holdbar løsning.

- Vi har ringet rundt til alle vores udstillere og talt om at afholde NutriFair senere på sommeren, men knap halvdelen har meldt tilbage, at de ikke har mulighed for at deltage. Og dem vil vi selvfølgelig ikke undvære, siger Grete Højgaard, direktør i Messe C.

Det er en usikker tid lige nu, hvor ingen kan forudsige, hvornår man kan mødes uden mundbind, særlig afstand og regler for, hvor mange man kan mødes.

Jubilæum i 2022

- Det er trist og træls, for vi ved, at vores udstillere, såvel som vi og gæsterne, havde set frem til messen. Men hvis vi skulle gennemføre et arrangement af den størrelse med de restriktioner, der tilrådes, vil det ikke blive den messe, vores udstillere og besøgende fortjener. En aflysning er desværre det eneste rigtige at gøre på branchens vegne, og vi er glade for, at vi har opbakningen til det, tilføjer Grete Højgaard.

NutriFair er landets specialiserede fagmesse for husdyrsproducenter. Og til januar 2022 kan messens 10-års jubilæum endelig fejres. Her vender NutriFair tilbage til den oprindelige termin, hvor messen vil blive afholdt den 19.-20. januar. 

- Vores udstillere skal have et ordentligt beslutningsvindue, og derfor melder vi ud allerede nu, at NutriFair 2021 opgives for i stedet at have fuld fokus på NutriFair 2022. Vi vender tilbage til vores oprindelige termin, hvor vi ved, at bedriftsejeren har bedst tid, påpeger hun.

/ jhal

 

Læs også

Skoleelever regner landbruget ud
Møder for sukkerroedyrkere
Borgerforslag vil have Mette Frederiksen for rigsretten
Årets løgavler er fundet
25 år gamle it-systemer til overfladevand erstattes af ny moderne platform
Sjællandsk landmandssøn er stemmen i ny podcast