Agri Nord og Moldova udveksler arbejdskraft og viden
Både danske landmænd og Moldova får glæde af, at medarbejdere fra det østeuropæiske land arbejder i danske landbrug.

Fra venstre ses Moldovas ambassadør i Danmark, Oleg Serebrian, formand for Agri Nord, Carl Christian Pedersen, teamleder for HR og Rekruttering, Vittus Bernlow og dansk konsul i Moldova, Asser Mortensen. Foto: Agri Nord
Agri Nord rekruttering har indledt et samarbejde med Moldova om uddannelse og rekruttering af arbejdskraft, og Agri Nord fik tirsdag i Aalborg besøg af Moldovas ambassadør i Danmark, Oleg Serebrian.
Han gæstede landbocentret for at høre mere om, hvordan Agri Nord rekrutterer arbejdskraft fra Moldova, der ligger mellem Rumænien og Ukraine.
- Vi vil meget gerne arbejde sammen med Agri Nord om rekruttering af arbejdskraft til dansk landbrug, fordi det er en win win-situation for begge lande. Moldova får medarbejdere med en høj faglig landbrugsuddannelse, og Danmark får god arbejdskraft i landbruget, siger Oleg Serebrian.
Begavede
Teamleder for HR & Rekruttering, Vittus Bernlow, fik en god dialog med ambassadøren og siger:
- Vi fik en rigtig god drøftelse af opkvalificering af moldovere i dansk landbrug og vigtigheden af deres arbejdskraft her hos os.
Han er ked af de negative historier, der florerer om østeuropæere i Danmark, for han oplever yderst begavede folk, der kan og vil, og at landmænd er glade for at have dem ansat.
Agri Nord har i forvejen en lignende samarbejdsaftale med Rumæniens ambassadør, som gæstede Aalborg for to år siden.
laj