Gamle husdyrracer er ved at uddø
Det er tid at slå alarm, før værdifuld genetik forsvinder. Det mener Økologisk Landsforening, som holder en konference om gamle husdyrracer.
Mange gamle, danske husdyrracer som Jysk Kvæg, Rød Dansk Malkerace og Sortbroget Dansk Landrace-gris er i alvorlig fare for at uddø. Det indskrænker mulighederne for at tilpasse fremtidens fødevareproduktion til udfordringer som for eksempel klimaproblematikken.
Det mener Økologisk Landsforening, som inviterer til konference om bevaring af landbrugets genressourcer på onsdag den 12. december, hvor foreningen præsenterer sit bud på løsninger. Den holdes på konference på Hotel- og Restaurantskolen i Valby.
Foreningen stiller skarpt på fremtidens bevaringsarbejde med spørgsmål som:
Hvorfor er det vigtigt at bevare de landbrugsgenetiske ressourcer? Og kan der findes finansiering og politisk opbakning til at videreføre bevaringsarbejdet?
- Vi er ved at smide uerstattelige genressourcer væk. Populationerne af de gamle husdyrracer er kritisk lave, og de fleste af dem falder stadig. Vi er milevidt fra FAO’s anbefaling om 1.000 dyr pr. race. Der er behov for både en bedre organisering af bevaringsarbejdet og flere midler hertil. På konferencen kommer vi med et bud på løsningen, siger Bent Rasmussen, økologikonsulent i Økologisk Landsforening.
Vigtige for udvikling
De gamle husdyrracer er truet fra flere fronter, forklarer lektor på Institut for Molekylærbiologi og Genetik på Aarhus Universitet, Bernt Guldbrandtsen, som er en af oplægsholderne til konferencen.
- Mange avlere er efterhånden gamle, dyrene giver lave ydelser og er derfor uøkonomiske, og der er generelt alt for få af dem – især handyr, hvilket medfører et indavlsproblem. Populationen af især gamle kvæg- og svineracer er på et meget kritisk niveau, forklarer han.
Ifølge Bernt Guldbrandtsen er der tre gode argumenter for at sikre bevarelsen af de gamle husdyrracer:
Kulturhistorisk – Dyrene er landbrugshistorie
Forsikringsmæssigt – Vi mister det genetiske materiale
Diversitet skaber fleksibilitet – Hvis vi kun har én race, vil det tage væsentligt længere tid at udvikle på den
Blandt de øvrige oplægsholdere til konferencen er blandt andre direktør for Hotel- og Restaurantskolen i København, Anne-Birgitte Agger, som mener, at de gamle gener har stor betydning for fremtidens madhåndværk.
Man skal tilmelde sig konferencen senest i morgen, fredag, og det er gratis at deltage.





































