Hegne inde - og hegne ude
Uanset om man vil holde heste eller kreaturer inde, eller holde for eksempel kronvildt ude, er løsningen hos Poda Hegn, der også har udviklet specielle låger.

Poda Hegns soldrevne lågeautomatik kan monteres på låger overalt. Lågen åbner og lukker selv ved et tryk på en knap, så dyrene ikke løber ud af indhegningen. Foto: Poda Hegn
Når man taler hegn, er det for de fleste som oftest ensbetydende med indhegning, og dermed underforstået for at holde noget inde. Det være sig heste, kreaturer, får og geder mv., men hegn kan også være at »hegne ude«, som produktchef fra Poda Hegn, Jan Fischer, udtrykker det.
- Hegne ude er et rigtigt interessant tema for stadig flere planteavlere. Selv om der som sådan er føde nok i naturen, går især krondyr, men også andre hjorte, gerne efter fødekilder, og dermed afgrøder, der er nemt tilgængelige, fortæller Jan Fischer og oplyser, at det være sig på blandt andet landmandens marker, i nytilplantet skov, eller i jordbærmarker og frugtplantager.
- De efterhånden store flokke af dyr, ikke mindst kronvildt, man oplever i forskellige egne af landet, kan forårsage ganske voldsomme markskader og dermed også tab af afgrøder. Desuden kan forurening af direkte spiselige frugter og bær med ekskrementer fra de samme dyr være endnu en bekymring.
Nem adgang til naturen
I den forbindelse peger Jan Fischer på, at Poda Hegn har udviklet standarder for hegn til specifikke formål, som for eksempel holder kronvildt ude, men samtidig lader mindre typer af vildt passere.
Og det at hegne dyr – som kronvildt – ude, eller hegne græssende dyr i naturplejeområder inde, er ikke ensbetydende med, at offentlighedens adgang til naturen samtidig reduceres.
Igennem årene har Poda Hegn monteret traditionelle, enkle løsninger som klaplåger, stenter og passager, der er udmærkede for almindeligt gående, men som i nogle tilfælde kan være problematiske for kørestolsbrugere, ridende, cyklister og folk med barnevogne.
- Som supplement til de almindelige låger har vi derfor udviklet specielle låger, så ingen behøver at blive holdt ude fra et område, der ellers normalt er adgang til. Dermed imødekommes også et ønske om, at alle skal have nem adgang til naturen, forklarer Jan Fischer.
Soldrevet lågeautomatik
I den forbindelse nævner Jan Fischer blandt andet soldrevet lågeautomatik, der kan anvendes på steder uden strøm. Denne løsning var en stjernenyhed på årets Agromek og er tillige nomineret til Innovation Award på den store hestemesse, Equitana, i Tyskland.
- Denne lågeautomatik er eksempelvis perfekt på en ridesti, hvor lågen kan åbnes, mens rytteren bliver siddende på hesten, oplyser Jan Fischer og tilføjer:
- Lågen lukker selv, når man er igennem, så ingen dyr slipper ud. En sikkerhedsanordning modvirker, at hest og rytter kommer i klemme.
Automatikken aktiveres med en trykknap, der monteres i en bekvem højde, så rytteren kan blive på hesten, når han/hun skal igennem lågen. En blød start/stop-funktion aktiverer lågen uden pludselige ryk, der typisk kan forskrække heste.
Hydraulisk med håndpumpe
En anden løsning er en hydraulisk lågeåbner, der åbner en låge med en håndpumpe – altså helt uden brug af strøm.
Pumpen aktiveres med et håndtag på en søjle, der placeres på hver side af lågen. Det er perfekt, hvis man er på cykel, har en barnevogn med, eller er til hest.
- Nogle gange kan det jo godt være bøvlet at holde en fjederbelastet låge åben, mens man forsøger at mase sig igennem. I dette tilfælde lukker lågen selv, fortæller Jan Fischer.