Hvis man har søgt om grundbetaling eller grøn støtte hos Landbrugsstyrelsen, kan man se frem til at få pengene udbetalt fra starten af december måned.
Det oplyser Landbrugsstyrelsen. Styrelsen skriver på sin hjemmeside, at man forventer at have betalt penge ud til 90 procent af dem, der har ansøgt, senest den 15. december. Til gengæld vil man ikke nå at blive færdig med at udbetale penge inden årsskiftet.
- Hvis du ikke får din støtte i starten af december, er det ikke nødvendigvis fordi, at der er noget galt med ansøgningen, skriver landbrugsstyrelsen på sin hjemmeside og fortsætter:
- Sommerens tørke har medført mange udfordringer for de danske landmænd. Men netop pga. den varme sommer er majshøsten afsluttet tidligere end normalt, og derfor kunne vi fremrykke den fysiske kontrol. Det betyder, at vi kan starte udbetalingerne til landmænd, der har MFO-græsudlæg i majs, i december på linje med andre landmænd.
Af målene fremgår det, at Landbrugsstyrelsen efter planen har udbetalt støtte til mindst 97 procent af alle ansøgere senest den 31. januar næste år.