- Altså hvad er det, de vil? Så skriv det da på dansk.

Sådan tænkte planteavleren Jens Carstensen, »Fausiggaard«, Vivild ved Allingåbro på Djursland, da han forleden modtog et brev fra Miljøstyrelsen, som hed »Erklæring om de minimis-støtte – modtagne midler i perioden 2007-2013«.

- Da jeg havde læst det, skyndte jeg mig at lukke det igen, mens jeg tænkte: Det må du lige se på en anden dag. Jeg forstod simpelt hen ikke, hvad brevet handlede om. Og det kan jo ikke være meningen. Styrelsen må udtrykke sig klart, lyder det fra Jens Carstensen.

Det var først, da hans nabo ringede og fortalte om brevet, at det gik op for den østjyske planteavler, hvad baggrunden for brevet er. Nemlig at en række virksomheder, der pumpede vand op fra egen boring i mængder over 25.000 kubikmeter årligt fra 2009-2011, skal sørge for at fortælle de danske myndigheder om hvorvidt de har modtaget de minimis-støtte i perioden 2007-13 eller ej. Ellers skal de betale drikkevandsafgift af en årlig mængde over 25.000 kubikmeter, som de slap for at betale i 2009-2011.

Ifølge EU-Kommissionen var rabatten nemlig reelt ulovlig statsstøtte, som nu skal tilbagebetales – medmindre rabatten sammen med eventuel anden støtte inden for EU’s de minimis-ordning er under en bagatelgrænse på 20.000 euro.

Start med beløbet

Miljøstyrelsens måde at informere på i brevet bidrager til at gøre tingene mere komplicerede, end de er, mener Jens Carstensen.

- Når styrelsen allerede i overskriften skriver »Erklæring om de minimis-støtte – modtagne støttemidler i perioden« så tænker alle jo, hvad er det for noget støtte, jeg har fået. Men man har jo typisk ikke fået noget i den her sammenhæng.

Jens Carstensen foreslår en anden opbygning af brevet.

- Man kunne jo starte med at forklare, hvor beløbet, som man har fået i rabat, kommer fra. Hvis man nu havde startet med at skrive: Du har i det og det årstal sluppet for at betale det og det beløb. Det har EU afgjort ikke var i orden, og det prøver vi nu at finde en anden løsning på.

- Men det er jo ikke det, man gør. Og nedenunder står der, at de har brug for oplysninger om, hvorvidt ens virksomhed har modtaget støtte inden for rammerne af EU’s de minimis-forordning nummer det og det. Jamen hvor skulle jeg vide det fra?, spørger Jens Carstensen.

- Og så står der jo så nedenunder, at de har truffet afgørelse i forbindelse med opkrævning af afgift om drikkevandsbeskyttelse fra 2009-11. Der er tale om statsstøtte, der er ulovlig og uforenelig med det indre marked. Hvis man nu havde startet med at forklare, hvad beløbet rent faktisk var?

Uoverskueligt

I Jens Carstensens tilfælde er beløbet på 9.713,33 kroner. Han ser ikke det store problem i at reagere på styrelsens henvendelse for at undgå at skulle betale det.

- Jeg har jo andet at lave end at udfylde sådanne ting. Men det er egentlig ikke, at jeg skal gøre det. Jeg synes mere, at det er måden, at man sender det ud på. Og så i et uforklarligt brev om de minimis-støtte. Jeg synes, hvis man havde været lidt bedre til at kommunikere det, så havde styrelsen sluppet bedre fra det.

Jens Carstensen synes generelt ikke, at kommunikationen med de offentlige myndigheder er slem.

- Men det her synes jeg er noget mærkeligt noget at sende ud.

- Og så det der med, at du skal svare inden 6. maj, ellers får du en regning. Jeg kunne godt forestille mig, at mange skubber sådan noget videre til landboforeningen, for det kan de ikke lige overskue. Og så kommer der jo så et girokort på det også. Kan man virkelig ikke gøre det smartere, spørger Jens Carstensen.

Tekniske problemer

En del har i øvrigt haft tekniske problemer med at tilbagemelde på Miljøstyrelsens brev, og styrelsen har derfor sendt et nyt brev til landmændene med en guide til, hvordan formularen skal udfyldes.

- Du må meget gerne gøre endnu et forsøg efter den beskrevne anvisning, hvis du tidligere har oplevet problemer, lyder det fra Miljøstyrelsen i det nye brev.

- Hvis vi ikke modtager svar fra dig, vil vi desværre se os nødsaget til at opkræve den manglende afgiftsbetaling, slutter brevet.