Rådgivningsvirksomheden LMO rundede i 2018 en rekordomsætning på 285 millioner kroner og det bedste resultat nogensinde på 7,2 millioner kroner.

Nu har bestyrelsen i LMO valgt at udlodde godt 5 millioner kroner af overskuddet til ejerforeningerne, hvilket er langt det største beløb i virksomhedens historie.

- Jeg er meget tilfreds med, at vi i år har mulighed for at udlodde en ekstraordinær stor del af overskuddet til foreningernes politiske arbejde til glæde for medlemmerne. Det understreger, at LMO er til for vores medlemmers skyld, og det kan vi godt være stolte af, siger LMO’s formand Nis Kristian Hjort.

- Vi mærker en vækst over så godt som hele linjen

Jan Winther, adm. direktør, LMO

LMO forklarer udlodningen med, at rådgivningsvirksomheden er blevet stadig mere velkonsolideret siden fusionen med LRØ i 2013 og nu har nået en størrelse, hvor der kan deles en større del ud af overskuddet end hidtil.

- Det er fantastisk, at LMO endnu en gang kan præsentere et flot regnskab, og at virksomheden igen viser sig som værende et stabilt fyrtårn i en branche under hastig forandring, siger Nis Kristian Hjort.

Nordjysk offensiv

En del af den seneste omsætningsrekord skyldes ifølge LMO, at rådgivningsvirksomheden efterhånden har vundet indpas i Nordjylland med blandt andet opkøbet af revisionsvirksomheden LMO Nordland.

- Vi mærker en vækst over så godt som hele linjen, og også vores nordjyske ekspansion har bidraget positivt til vores seneste stigning i omsætningen. Det glæder vi os naturligvis over, siger Jan Winther, der er administrerende direktør i LMO.

Gennem de seneste år har LMO skruet op for investeringsniveauet i teknologiske løsninger, som kan hjælpe de danske landmænd på marken, i stalden og på kontoret. Det smitter positivt af på regnskabet, siger Jan Winther.

- Vi er nået til et punkt, hvor digitale løsninger løfter vores rådgivning, og samlet set er det klart med til at løfte regnskabet, lyder fra den administrerende direktør, der bebuder, at LMO’s investeringsniveau i teknologi vil blive øget i 2019 – for eksempel i robotløsninger til administrative opgaver.

- Der ligger en utrolig stor værdi i at have de rette teknologiske redskaber i dagligdagen, og de er med til at fremtidssikre LMO til glæde for vores ejere og vores kunder, fortæller direktøren.

Næststørste

LMO består af otte ejerforeninger i det midt- og østjyske med i alt cirka 4.000 medlemmer.

Målt på omsætning er rådgivningsvirksomheden den næststørste i landbruget efter Sagro.

LMO rådgiver med base i Søften, Horsens, Viborg, Aars, Silkeborg, Samsø og LMO Nordland.