Må aflyse madskoler
Arrangørerne af de traditionsrige madskoler må aflyse sommerens arrangementer på grund af coronavirus.

Arrangørerne af madskolerne må vente til 2021 med igen at få skolebørn i køkkener i løbet af sommerferien.
Selv om regeringen har givet grønt lys for, at elever i folkeskolerne kan vende tilbage, er tingene slet ikke som før, coronapandemien kom til Danmark. Således meddeler Landbrug & Fødevarer, at årets madskolearranement i sommerferien er aflyst.
Det sker af hensyn til frivilliges og børns sikkerhed og tryghed, samt fordi at retningslinjerne er for usikre, meddeler arrangørerne.
Madskoler arrangeres af børne- og ungdomsorganisationen 4H i et ikke-kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og Rema 1000. Henrik Dalum, der er formand for 4H, er ærgerlig over beslutningen.
- Jeg er allermest ked af det på børnenes vegne. Det er den tungeste beslutning, jeg har været med til at træffe i min tid som formand for 4H, men den er nødvendig. Usikkerheden er for stor, og trygheden og sikkerheden hos frivillige og børnene vil og skal altid komme i første række.
Beslutningen er truffet til trods for, at myndighederne har både sommerferieaktiviteter og indendørs foreningsaktiviteter på listen over, hvad de håber at kunne åbne i fase 3. Hvilke indendørs foreningsaktiviteter, der kan afholdes, er dog ikke fastlagt endnu.
- Alt i forhold til fase 3 beror på rigtig mange hvis'er. Derfor har vi sat aktiviteterne på Madskoler op imod de sundhedsfaglige retningslinjer, der eksisterer på nuværende tidspunkt. Og her må vi bare konstatere, at de rammer, vi vil være nødsaget til at lægge ned over Madskoler, vil ændre hele vores koncept. Det synes vi hverken børn eller frivillige er tjent med, siger Line Munk Damsgaard, som er ernæringschef og projektleder i Landbrug & Fødevarer.
hka