Ny vognmandsaftale hos Danish Crown Beef
Danish Crown Beef har fået fastlagt en ny vognmandsaftale for indtransport af kreaturer til selskabets slagterier.

Tidligere på foråret meldte Danish Crown Beef ud, at man lå i forhandlinger om en ny vognmandsaftale. Aftalen er nu faldet på plads, og er allerede trådt i kraft.
Under forhandlingerne har der været fokus på fornyelse, smittebekæmpelse og fortsættelse af det gode samarbejde, som landmand, vognmand og slagteri har, fortæller Ivan Schmidt, der er direktør i Danish Crown Beef.
- Vi er meget tilfredse med den nye aftale. Vi har lagt meget vægt på, at det gode samarbejde mellem alle parter skulle fortsætte, og derfor vil det også fremadrettet være den samme vognmand, der kommer og afhenter kreaturerne til slagtning hos landmanden. Det har været et vigtigt og efterspurgt element i denne aftale, siger han.
Udleveringsparathed
I den nye aftale ligger der også et nyt begreb, som hedder udleveringsparathed. Det giver andelshaveren mulighed for at opnå en rabat på transporten, hvis der laves foranstaltninger på gården, som mindsker risikoen for smittespredning.
I den nye aftale ligger der også et nyt begreb, som hedder udleveringsparathed. Det giver andelshaveren mulighed for at opnå en rabat på transporten, hvis der laves foranstaltninger på gården, som mindsker risikoen for smittespredning.
- Smittebekæmpelse er utrolig vigtigt, og derfor har vi skabt et økonomisk incitament i denne her aftale, så det kommer i fokus. Kort forklaret kan en andelshaver opnå en rabat, hvis dyrene er udleveringsparate. Det vil sige, at vognmanden skal kunne læsse dyrene fra en transportvogn eller et rum/aflukke, så det begrænser vognmandens færden i staldene. Derfor skal dyrene være gjort klar til afhentning af landmanden, så de kan læsses alene og hurtigt af vognmanden, siger Ivan Schmidt.
Effekten ved at gøre et dyr udleveringsparat er 15 kroner pr. dyr. Her giver vognmanden 10 kroner, mens Danish Crown Beef giver 5 kroner. Elementet omkring udleveringsparathed sættes i gang den 1. juni 2018, og der vil blive informeret yderligere om dette i løbet af april og maj.
Derudover vil der pr. 1. maj blive indført en egenbetaling på 200 kroner pr. dyr ved skånetransport.