Økoeksporten faldet med 46 millioner kroner

Økoeksporten er faldet med 46 millioner kroner i 2018, mens importen er steget med 500 millioner kroner. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Økoeksporten er faldet med 46 millioner kroner i 2018, mens importen er steget med 500 millioner kroner.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik. Eksporten af de økologiske varer har haft en tilbagegang fra 3 milliarder kroner i 2017 til 2,9 milliarder kroner i 2018. Det vil sige et fald på 1,6 pct. i forhold til året før.

- Men det er en mindre tilbagegang end den generelle eksport, som i 2018 fik et fald på 2,9 procent, påpeger Økologisk Landsforening.

Faldet skyldes især mindre eksport af mælk og fløde, som til gengæld opvejes af en stigning i salget på hjemmemarkedet.

Derudover spiller den tørre sommer i 2018 også en vigtig rolle.

- Sommeren 2018 var hård ved de danske økologiske landmænd, så vi er ikke overraskede over resultatet, som vi ser alvorligt på. Men vi vil også glæde os over, at økologien fortsat er stærk på eksportmarkederne, og vi arbejder intensivt på at positionere dansk økologi på et marked, der er i vækst over hele verden, siger Pernille Bundgård, som er markedschef for eksport i Økologisk Landsforening.

Importen af økologiske varer steg i 2018 med cirka en halv milliard kroner på især frisk og frossen grønt, samt på vin, frugt og nødder.

Tyskere tager fra

Landbrug & Fødevarer forventer, at økologi-eksporten vil stige igen både i år og i 2020, så den kommer op på 3,5 milliarder kroner.

- Hele 42 procent af den samlede eksport går til Tyskland, 15 procent går til Sverige, mens Asien aftager ti procent af den samlede eksport i 2018, oplyser organisationen.

Det er økologiske mejeriprodukter, der er den ubetinget største eksportsucces. I 2018 eksporterede Danmark økologiske mejeriprodukter for 1,2 milliarder kroner. Økologisk kød og kødvarer udgør 344 millioner kroner, og økologisk frugt og grønt er steget til 399 mllioner kroner.

mip

Læs også