Sønderjylland skal blomstre til Tour de France
Sønderjylland skal vises frem fra sin allerbedste side, når Tour de France kommer til Danmark i 2021, mener Anders Andersen, direktør i Landbo Syd. Og det skal ske med blomster.

Der skal være udsigt til blomster, når rytterne i 2021 skal køre Tour de France i Sønderjylland, hvis det står til LandboSyd. Foto: Colourbox
Sønderjylland skal blomstre, når verdens største cykelløb i sommeren 2021 ruller fra Vejle til Sønderborg.
- Vi kan i landbruget gøre vores til at Tour de France bliver en flot og farverig begivenhed i Sønderjylland, og derfor opfordrer vi lodsejerne – og andre interessenter – til i samarbejde med LandboSyd at så vildtstriber og blomsterstriber langs hele cykelstrækningen, siger administrerende direktør Anders Andersen, LandboSyd.
Han fortæller, at LandboSyd har erfaring med at så vildt- og blomsterstriber fra 2018 og udvider ordningen i den kommende vækstson, hvor det er aftalt med Søren og Jens Beck, Sydals, at de udfører arbejdet. De er også klar til at udføre arbejdet langs tour-strækningen i foråret 2021 til en konkurrencedygtig pris.
- Dermed vil det bakkede og skønne sønderjyske landskab komme til at fremstå endnu flottere, end det allerede er. Det har vi alle i landbruget en interesse i, siger Anders Andersen.
Søren og Jens Beck har investeret i en ny stennedlægningsfræser, som i én arbejdsgang kan udføre arbejdet med at så frø med pollen og nektarstriber samt blomsterstriber. Fræseren er effektiv og efterlader nogle flotte to meter brede striber, hvor blomsterne har gode vilkår.
En sidegevinst ved at være bi-venlig landmand er, at der skabes mere variation i landskabet. Målet er, at det sønderjyske landskab vil være præget af blomsterstriberne til gavn for bl.a. bierne og forbipasserende, som kan plukke en buket.