Tilsyn: Arbejdsulykker skal anmeldes

- Hvis du som arbejdsgiver er i tvivl, er det altid bedst at anmelde ulykken, understreger Arbejdstilsynet.

- Det er en myte, at ulykken skal være alvorlig, før der er grund til at anmelde den, fastslår Arbejdstilsynet. Arkivfoto

Mange arbejdsulykker bliver ikke anmeldt. Men ulykkerne skal anmeldes – både for medarbejderens skyld og for at forebygge ulykker i fremtiden. Det sætter Arbejdstilsynet fokus på med kampagnen »Gør det nu – anmeld arbejdsulykker«.

Det er blandt andet manglende viden om arbejdsulykker og tvivl om, hvornår ulykken er alvorlig nok til at blive anmeldt, der får folk til at undlade at anmelde ulykken. Kampagens budskab er derfor, at alle anmeldepligtige arbejdsulykker skal anmeldes af to grunde: Det sikrer medarbejderne bedst muligt, hvis de skal have erstatning, og det styrker det forebyggende arbejde.

- For at forebygge arbejdsulykker og skabe et mere sikkert arbejdsmiljø er det vigtigt at have viden om, hvad der er årsag til både ulykker og nærved-ulykker. Denne viden opnås bedst ved, at alle ulykker anmeldes, skriver Arbejdstilsynet i en pressemeddelelse.

Myter

Også ulykker, hvor medarbejderen selv kunne have forhindret ulykken, skal anmeldes. Desuden er det en myte, at ulykken skal være alvorlig, før der er grund til at anmelde den.

- Hvis du som arbejdsgiver er i tvivl, er det altid bedst at anmelde ulykken, understreger Arbejdstilsynet. Det sker i Easy på virk.dk eller i det anmeldesystem, som virksomheden bruger.

Hvornår skal en arbejdsulykke anmeldes?

Anmeldereglerne er fastsat i arbejdsmiljøloven og i arbejdsskadesikringsloven. Det betyder, at hvis en skade opfylder kravene i én af de to love, så skal arbejdsgiveren anmelde. Hovedreglerne er:

  • arbejdsulykker, der medfører, at personen ikke kan foretage sit sædvanlige arbejde i mindst én dag ud over skadesdagen, skal anmeldes
  • arbejdsulykker, der kan medføre ret til erstatning efter arbejdsskadesikringsloven, fx behandlingsudgifter eller erstatning for varigt mén, skal anmeldes

Kilde: Arbejdstilsynet

Læs også